NATO bag det tyrkiske angreb i Syrien
af Manlio Dinucci
Flere medlemmer af NATO græder for tiden krokodilletårer over kurdernes forfærdelige skæbne og camouflerer således det faktum, at de faktisk havde givet grønt lys til "Operation Fredskilde" på forhånd. For at fjerne enhver tvivl rejste Alliancens generalsekretær, Jens Stoltenberg, selv til Ankara, tre dage efter kampene var begyndt for at erklære NATO's støtte til Tyrkiet.
Voltaire Network | Rom (Italien) | 15. oktober 2019
Jens Stoltenberg, Recep Tayyip Erdoğan og Mevlüt Çavuşoğlu, 11. oktober 2019,
i det Hvide Palads i Ankara.
Tyskland, Frankrig, Italien og visse andre lande, der som medlemmer af EU fordømmer Tyrkiet for dets angreb i Syrien, er sammen med Tyrkiet medlemmer af NATO, som, da angrebet allerede var indledt, erklærede dens støtte til Ankara. Alliancens generalsekretær Jens Stoltenberg gjorde denne støtte officiel under et møde den 11. oktober i Tyrkiet med præsident Erdoğan og udenrigsminister Çavuşoğlu [1].
"Tyrkiet ligger på frontlinien i denne ekstremt ustabile region - ingen andre allierede har lidt flere terrorangreb end Tyrkiet, intet andet land er mere udsat for volden og uroen fra Mellemøsten", sagde Stoltenberg og anerkendte herved, at Tyrkiet har "legitime bekymringer over dets egen sikkerhed". Efter diplomatisk at have foreslået "moderat handling", sagde Stoltenberg, at Tyrkiet er en "magtfuld NATO allieret, vigtig for vores kollektive forsvar" og at Alliancen er "stærkt optaget af forsvaret af dens sikkerhed". Til dette formål har NATO forøget dens luft- og flådetilstedeværelse i Tyrkiet og har investeret mere end 5 milliarder i baser og militær infrastruktur. Derudover har den installeret et vigtigt kommandocenter (ikke nævnt af Stoltenberg) - LandCom - som har ansvaret for koordinering af allierede landstyrker.
Stoltenberg understregede vigtigheden af "missilforsvarssystemer", anvendt af NATO for at "beskytte Tyrkiets grænser mod syd", som skal leveres i rotation af de allierede. I den forbindelse takkede udenrigsminister Çavuşoğlu specielt Italien. Jo, siden 2016 har Italien anvendt "luftforsvarssystemet" Samp-T, co-produceret med Frankrig, i Tyrkiets sydøstlige provins Kahramanmaras.
En Samp-T enhed består af et kommando- og kontrolkøretøj og seks våbenleveringskøretøjer udstyret med otte missiler. Udstationeret i grænseregionen tæt på Syrien er de i stand til at nedskyde ethvert fly i Syriens luftrum. Deres funktion er derfor alt andet end defensiv. I juli drøftede det italienske parlament og senat, på baggrund af beslutninger taget af de fælles udenrigskommissioner, udvidelsen af italienske missilers tilstedeværelse i Tyrkiet indtil 31. december.
Foruden dette afslørede Stoltenberg, at møder for tiden holdes mellem Italien og Frankrig, co-producenter af Samp-T missilsystemet, som Tyrkiet håber at købe. Så på grundlag af et dekret annonceret af udenrigsminister Di Maio om blokering af våbeneksport til Tyrkiet, må Italien straks fjerne Samp-T missilsystemet fra tyrkisk territorium og indvillige i ikke at sælge til Tyrkiet.
Således fortsætter det tragiske politiske teater, og syrisk blod fortsætter med at flyde. De personer, der i dag hævder at være rystet over de nye massakrer og kræver blokering af våbeneksport til Tyrkiet, er de samme personer, som kiggede den anden vej, da New York Times selv offentliggjorde en detaljeret undersøgelse af CIA netværket [2], hvorigennem store mængder af våben til den hemmelige krig i Syrien ankom til Tyrkiet, og Kroatien [3]. Efter at have ødelagt den jugoslaviske føderation og Libyen, forsøgte NATO den samme taktik i Syrien. Angrebsstyrken bestod af en væbnet horde af islamistiske grupper (betegnet af Washington indtil for nylig som 'terrorister') fra Afghanistan, Bosnien, Tjekkiet, Libyen og andre lande. De samledes i de tyrkiske provinser Adana og Hatay, regioner, der grænser op til Syrien, hvor CIA har åbnet centre til militær træning. Kommandocentret for disse operationer befandt sig ombord på NATO skibe i Alexandrettas havn.
Alle disse informationer er glemt, og Tyrkiet præsenteres af NATO's generalsekretær som den allierede, "der er mest udsat for volden og uroen fra Mellemøsten".
Manlio Dinucci
Oversættelse: MV
Source
Il Manifesto (Italy)
FIRENZE DEKLARATIONEN
FOR EN NATO EXIT INTERNATIONAL FRONT
Manlio Dinucci
No comments:
Post a Comment