« KRIGSKUNST »
Strategien for kontrolleret kaos
af
Manlio Dinucci
Alle mod alle – det er det billede af kaos, der
spreder sig omkring Middelhavets sydlige kyster, fra Libyen til Syrien. Det er
en situation, over for hvilken selv Washington synes magtesløs. Men i
virkeligheden er Washington ikke troldmandens lærling, som er ude af stand til
at kontrollere de kræfter, der nu er i bevægelse. Den er hovedmotoren i en
strategi – strategien for kaos – som gennem ødelæggelse af hele Stater
fremprovokerer en kædereaktion af konflikter, som kan bruges i den gamle metode
om ”del og hersk”.
Da de kom sejrrigt ud af den Kolde Krig i 1991,
udpegede USA sig selv som ”den eneste Stat med magt, rækkevidde og indflydelse
inden for alle områder – politisk, økonomisk og militært – som virkelig er globale”
og fremlagde et forslag om at ”hindre en fjendtlig magt i at dominere en region
– Vesteuropa, østlige Asien, det tidligere Sovjetunions territorier og
sydvestlige Asien (Mellemøsten) – hvis ressourcer kunne være tilstrækkelige til
at generere global magt”.
Siden da har USA, med NATO under deres kommando,
splittet eller ødelagt den ene stat efter den anden, de stater, som de anså for
at repræsentere en hindring for deres plan om verdensdominans – Irak,
Jugoslavien, Afghanistan, Libyen, Syrien og andre – mens de har endnu andre i
kikkerten (bl.a. Iran og Venezuela).
Inden for den samme strategi kom Statskuppet
i Ukraine under USA’s og NATO’s ledelse for at fremprovokere en ny Kold Krig i
Europa med den hensigt at isolere Rusland og forstærke USA’s indflydelse i
Europa.
Mens vi koncentrerer vores politiske-medie
opmærksomhed omkring kampene i Libyen, efterlader vi det øgede trusselsbillede
af NATO’s optrapning over for Rusland i skyggen. Mødet med de 29
udenrigsministre, sammenkaldt i Washington den 4. april for at fejre Alliancens
70 års fødselsdag, bekræftede endnu engang, uden nogen beviser, at ”Rusland
overtrådte INF traktaten ved at opstille nye missiler med nuklear kapacitet i
Europa”.
En uge senere, 11. april, annoncerede NATO, at “opdateringen”
af det amerikanske Aegis ”anti-missil forsvarssystem” med base i Deveselu i
Rumænien ville blive implementeret til sommer (2019) og forsikrede, at det ikke
ville ”tilføre systemet en offensiv kapacitet”.
Dette system, som er installeret i Rumænien og
Polen, såvel som ombord på skibe, er tværtimod i stand til at afskyde ikke kun
luftværnsraketter, men også atommissiler. Moskva udsendte en advarsel – hvis
USA opstillede atommissiler i Europa, ville Rusland opstille – på dets eget
territorium – lignende missiler rettet mod europæiske baser. Følgelig er NATO’s
forsvarsbudget steget voldsomt – de europæiske allieredes og Canadas
militærbudgetter vil stige til 100 milliarder dollars i 2020.
Udenrigsministrene forsamlet i Washington 4. april
enedes især om at ”se Ruslands aggressive handlinger på Sortehavet i øjnene”,
ved at etablere ”nye støttetiltag for vores tætte partnere, Georgien og
Ukraine”.
Den følgende dag begyndte NATO, med deltagelse af
dusinvis af krigsskibe og jagerbombere fra USA, Canada, Grækenland, Holland,
Tyrkiet, Rumænien og Bulgarien, en luft-sø krigsøvelse på Sortehavet ved
grænsen til de russiske territorialfarvande, hvor de brugte havnene i Odessa
(Ukraine) og Poti (Georgien). Samtidigt øvede mere end 50 jagerbombere fra USA,
Tyskland, England, Frankrig og Holland, der lettede fra en hollandsk luftbase
og optankedes i luften, ”offensive luftangrebsmissioner mod jordbaserede eller
søbaserede mål”. Italienske Eurofighter jagerbombere blev endnu engang sendt ud
af NATO til patruljering i den baltiske region for at imødegå ”truslen” fra
russiske krigsfly.
Situationen bliver mere og mere anspændt og kan
eksplodere (eller blive eksploderet) når som helst, hvilket vil trække os ind i
et kaos, der er meget værre end kaosset i Libyen.
Oversættelse :
MV
FIRENZE DEKLARATIONEN
FOR EN NATO EXIT INTERNATIONAL FRONT
No comments:
Post a Comment