GRANDANGOLO







 
 

CROATIAN   ENGLISH   GREEK   NEDERLANDS   POLSKI   PORTUGUESE   ROMANIAN  SPANISH  РУССКИЙ

What part will your country play in World War III?

By Larry Romanoff

The true origins of the two World Wars have been deleted from all our history books and replaced with mythology. Neither War was started (or desired) by Germany, but both at the instigation of a group of European Zionist Jews with the stated intent of the total destruction of Germany. The documentation is overwhelming and the evidence undeniable. (1) (2) (3) (4) (5) (6) (7) (8) (9) (10) (11)

That history is being repeated today in a mass grooming of the Western world’s people (especially Americans) in preparation for World War IIIwhich I believe is now imminent

READ MORE

 
 

FREE JULIAN ASSANGE

Monday, April 8, 2019

DANSK -- NATO GENNEM 70 ÅR: VEDVARENDE KRIG







NATO GENNEM 70 ÅR:
VEDVARENDE KRIG


DOKUMENTATION PRÆSENTERET AF CNGNN PÅ DEN INTERNATIONALE KONGRES PÅ 70 ÅRS DAGEN FOR NATO’S OPRETTELSE, FIRENZE, ITALIEN, 7. APRIL 2019


INDEX


1. NATO blev født af Bomben
2. I post-Kold-Krigstiden bliver NATO fornyet
3. NATO ødelægger staten Jugoslavien
4. NATO udvider mod øst til Rusland
5. USA og NATO angriber Afghanistan og Irak
6. NATO ødelægger staten Libyen
7. USA/NATO krigen til ødelæggelse af Syrien
8. Israel og Emiraterne i NATO
9. USA/NATO orkestreringen af kuppet i Ukraine
10. USA/NATO optrapning i Europa
11. Italien, hangarskibet ved krigsfronten
12. USA og NATO afviser FN traktaten og opstiller nye atomvåben i Europa
13. USA og NATO sænker INF traktaten
14. Det amerikanske imperium i Vesten spiller krigskortet
15. USA/NATO’s planetariske krigssystem
16. Ud af NATO’s krigssystem


1. NATO blev født af Bomben

Begivenhederne, der afstedkom NATO’s grundlæggelse, begynder, da USA kastede atombomberne over Hiroshima og Nagasaki i august 1945, ikke for at besejre Japan endeligt, men for at komme ud af anden verdenskrig med den størst mulige fordel, specielt over Sovjetunionen. Det var muligt, fordi USA på den tid var det eneste land, som havde atomvåben.

Blot en måned efter bombningen af Hiroshima og Nagasaki, i september 1945, vurderede Pentagon, at det ville kræve ca. 200 atombomber at besejre en fjende på størrelse med USSR. 5. marts 1946 startede Winston Churchills tale om ”Jerntæppet” officielt den Kolde Krig. Kort efter i juli 1946 udførte USA den første atomprøvesprængning i Bikini atollen (Marshall øerne, Stillehavet) for at få bekræftet atombombers effektivitet med hensyn til afrustning af en gruppe af skibe og tusinder af forsøgskaniner. Mere end 40.000 amerikanske militære og civile personer deltog i operationen, som omfattede over 250 skibe, 150 fly og 25.000 strålings detektorer.

I 1949 nåede det amerikanske atomvåben arsenal op på omkring 170 atombomber. På det punkt havde USA helt sikkert nok bomber til at angribe Sovjetunionen inden for ganske kort tid. Samme år mislykkedes imidlertid USA’s plan om at bevare dets monopol på atomvåbenområdet. 29. august 1949 udførte Sovjetunionen dets første atomprøvesprængning. Nogle få måneder tidligere, 4. april 1949, da Washington vidste, at Sovjetunionen snart ville have atombomber og ville starte atomvåbenkapløbet, oprettede USA NATO. Under den Kolde Krig omfattede Alliancen under amerikansk kommando 16 lande: USA, Canada, Belgien, Danmark, Frankrig, Vesttyskland, Storbritannien, Grækenland, Island, Italien, Luxemburg, Norge, Holland, Portugal, Spanien, Tyrkiet. Gennem denne alliance fastholdt USA dets dominans over europæiske allierede, hvor Europa blev brugt som frontlinje mod Sovjetunionen.

Seks år efter oprettelsen af NATO blev Warszawa pagten indgået 14. maj 1955, som omfattede Sovjetunionen, Bulgarien, Tjekkoslovakiet, Polen, Østtyskland, Rumænien, Ungarn og Albanien. (Warszawa pagten bestod fra 1955 til 1968.)

Da atomvåben konfrontationen mellem USA og USSR begyndte, gik England og Frankrig, begge medlemmer af NATO, over til også at udstyre sig selv med atomvåben. Den første, der fulgte efter, var Storbritannien, som i 1952 udførte en atomprøvesprængning i Australien. NATO’s fordel øgedes yderligere, da USA den 1. november samme år sprængte dets første brintbombe. I februar 1960 steg NATO lande med atomvåben til tre, da Frankrig sprængte dets første atombombe i Sahara.

Mens atomvåbenkapløbet var i fuld gang, eksploderede missilkrisen på Cuba i oktober 1962. Efter den væbnede invasion af øen af CIA støttede landflygtige i april 1961 mislykkedes, besluttede USSR at forsyne Cuba med mellemdistance ballistiske missiler. USA gennemførte søblokaden af Cuba og satte deres atomvåbenstyrker i alarmberedskab. Over 130 interkontinentale ballistiske missiler stod klar til affyring og 54 bombefly med atomvåben ombord blev lagt til de 12 bombefly, som Strategic Air Command altid havde i luften 24 timer i døgnet, klar til et atomvåben angreb. På det tidspunkt havde USA mere end 25.500 atomvåben, hvortil blev føjet ca. 210, mens USSR havde omkring 3.350. Krisen, som førte verden på kanten af atomkrig, dæmpedes, da Sovjetunionen besluttede ikke at opstille missilerne til gengæld for, at USA forpligtede sig til at ophæve blokaden og respektere Cubas uafhængighed.
7. På samme tid rykkede Kina nærmere erhvervelsen af atomvåben og sprængte i oktober 1964 dets første uranbombe og mindre end tre år efter dets første brintbombe.

Hånd i hånd med det voksende arsenal udviklede Pentagon detaljerede operationelle atomkrigs planer mod USSR og Kina. Et 800-siders dossier – offentliggjort i 2015 af USA’s Nationale Arkiver – indeholder en liste (indtil da klassificeret) over tusinder af mål i USSR, Østeuropa og Kina, som USA forberedte sig på at ødelægge med atomvåben under den Kolde Krig. I 1959, det år, hvortil “listen med mål” refererer, havde USA mere end 12.000 atomsprænghoveder og briterne havde 80, mens USSR havde omkring 1.000, og Kina havde ingen på det tidspunkt. Da de havde bedre transportmidler (bombefly og missiler), anså Pentagon et atomvåbenangreb for gennemførligt.

Paul Johnstone, en atomkrigs planlægger og analytiker i Pentagon gennem to årtier (1949-1969), har afsløret, at der i den Kolde Krigs tid blandt amerikanske strateger var den overbevisning, at USA ville lide alvorlig skade og millioner ville dø, men det ville fortsat eksistere som en velorganiseret og levedygtig nation, og det ville sejre, mens Sovjetunionen ikke ville kunne gøre det samme.

Mellem sidst i 60’erne og begyndelsen af 70’erne havde USA omkring 9.000 atomvåben opstillet uden for dets territorium: omkring 7.000 i europæiske NATO lande og 2.000 i asiatiske lande (Sydkorea, Filippinerne, Japan). Foruden disse har de 3.000 våben ombord på ubåde og andre skibe, som kan afskydes når som helst fra fremskudte positioner mod Sovjetunionen og andre lande. USSR, som ikke havde nogen fremskudte baser uden for dets territorium tæt på USA (hvortil det dog kan nærme sig ved hjælp af atomubåde), forsøgte at bevise, at det i tilfælde af angreb kunne affyre et ødelæggende gengældesangreb. For at bekræfte dette blev en prøvesprængning foretaget 20. oktober 1961, den kraftigste brintbombe, der nogensinde var oplevet, 58 megaton “Zaren”, svarende til næsten 4.500 Hiroshima bomber, blev sprængt. Samtidig arbejdede Sovjetunionen på et rumvåben: et missil, der kunne ramme USA med et atomsprænghoved, hvis det blev sendt i kredsløb om Jorden.

Stående over for denne svære situation foreslog USA Sovjetunionen en traktat om fredelig brug af rummet. Således blev Traktaten om det ydre rum i januar 1967 underskrevet, som forbyder indsættelse af atomvåben i kredsløb om Jorden, på Månen eller på andre himmellegemer eller at indsætte dem i det extra-atmosfæriske rum overhovedet.

Straks efter blev Ikke-sprednings traktaten (NPT) underskrevet i juli 1968. USA, Storbritannien og Sovjetunionen støttede den, bekymrede over, at andre lande ønskede at indgå i kredsen af atommagter. Artikel 1 fastsætter: ”Hver af de militære atommagter forpligter sig til ikke at levere atomvåben til andre”. Artikel 2 fastsætter: ”Hver af de ikke-atommagter, som er en part af traktaten, forpligter sig til ikke at modtage, direkte eller indirekte, atomvåben eller andre eksplosive atomlegemer fra andre, ej heller at have kontrol over sådanne våben og eksplosive legemer”. Atommagterne forpligtede sig til at fortsætte forhandlinger om en traktat, der fastslår generel nedrustning under international kontrol (Artikel 6). Italien underskrev NPT i 1969 og ratificerede den i 1975.

Mens USA, Storbritannien og Sovjetunionen forsøgte at forhindre andre lande i at blive optaget i atomklubben med ikke-sprednings traktaten, som i 1968 omfattede 5 medlemmer, infiltrerede et sjette land kredsen af atommagter, som det lykkedes for ikke blot at indtræde i kredsen, men, da det først var indenfor, officielt var usynlig: skyggegæsten er Israel. På det tidspunkt, hvor ikke-sprednings traktaten blev åbnet for underskrift i 1968, opstiller Israel hemmeligt dets første atomvåben. I 1970’erne og 1980’erne begyndte Sydafrika, Indien og Pakistan også at udvikle atomvåben. I 1986 nåede arsenalet i verden sit højeste niveau: omkring 65.000 atomvåben.

Det er på dette stadie, at Europa blev til frontlinjen i den nukleare konfrontation mellem de to supermagter. Mellem 1976 og 1980 opstillede USSR mellemdistance ballistiske missiler på dets territorium. Baseret på det faktum, at de fra sovjetisk territorium kunne ramme Vesteuropa, besluttede NATO med start i 1983 at opstille amerikanske mellemdistance atommissiler i Europa: 108 Pershing II ballistiske missiler i Tyskland og 464 krydsermissiler, som kunne affyres fra jorden, fordelt mellem Storbritannien, Italien, Vesttyskland, Belgien og Holland.

På mindre end 10 minutter fra affyring kunne de amerikanske Pershing II opstillet i Tyskland ramme sovjetiske baser og byer, inklusiv Moskva, med deres atomsprænghoveder. Samtidig kunne de amerikanske krydsermissiler opstillet på Comiso og andre europæiske baser, flyvende med underlydsfart i en afstand fra jorden på få ti meter over terrænet, undgå radarer og ramme de sovjetiske byer. Til gengæld kunne de SS-20 opstillet på sovjetisk territorium ramme baserne og byerne i Vesteuropa på mindre end 10 minutter fra affyring.

I Italien i midt-80’erne i tillæg til de 112 atomsprænghoveder på krydsermissiler opstillet på Comiso var der andre amerikanske atomvåben i et totalt estimeret antal på omkring 700. De udgjordes hovedsageligt af atomsprængminer, nukleart projektil artilleri og kortdistance atommissiler tænkt til brug i Italien. Dette indikerer, at Italien af Pentagon betragtes som en simpel brik, der kan ofres, en nuklear kampplads, der kan forvandles til en radioaktiv ørken.

Under den Kolde Krig, fra 1945 til 1991, voksede et nukleart arsenal i verden, som i 1980’erne sandsynligvis nåede op på 15.000 megaton – svarende til mere end en million af den atombombe, som blev kastet over Hiroshima. Det svarer til, at enhver indbygger på planeten sad på 3 tons TNT. Styrken i det nukleare arsenal overstiger alle de eksplosive våben anvendt i anden verdenskrig 5.000 gange. For første gang i historien blev en destruktiv styrke skabt, som kunne udrydde den menneskelige race og næsten alle andre livsformer fra Jordens overflade, ikke én gang, men gentagne gange. 

2. I post-Kold-Krigstiden bliver NATO fornyet

I den anden halvdel af 1980’erne begyndte klimaet i den Kolde Krig at ændre sig. Det første tegn på optøning var Traktaten om Mellemdistance Atomraketter (INF), som blev underskrevet 8. december 1987 af præsidenterne Reagan og Gorbachev. Ifølge INF-traktaten forpligtede USA og Sovjetunionen sig til at fjerne alle mellemdistancemissiler, inklusiv Pershing II og krydsermissiler opstillet af USA i europæiske NATO lande og SS-20 opstillet af USSR på deres territorium. I maj 1991 var i alt 2.692 missiler i denne kategori blevet fjernet.

Dette vigtige resultat skyldtes i al væsentlighed “nedrustningsoffensiven” indledt af Sovjetunionen under Gorbachev. Den 15. januar 1986 foresloges det ikke kun at fjerne sovjetiske og amerikanske mellemdistance missiler, men at implementere et overordnet program om fjernelse af atomvåben inden 2000. I Washington vidste de, at Gorbachev virkelig ønskede en total fjernelse af disse våben, men de vidste også, at der i Warszawa pagten og i selve Sovjetunionen var en opløsningsproces i gang, en proces, som USA og deres allierede støttede med alle tænkelige midler.

Efter Berlinmurens fald i november 1989 blev Warszawa pagten ophævet i juli 1991. De seks central- og østeuropæiske lande, som var medlem af den, var ikke længere USSR’s allierede. I december 1991 opløstes Sovjetunionen. Femten stater blev dannet i stedet for den ene stat. USSR’s og dets alliancebloks forsvinden skabte en helt ny geopolitisk situation i Europa og Centralasien. På samme tid markerede opløsningen af USSR og den dybe politiske og økonomiske krise, der berørte den russiske føderation, enden på den eneste supermagt, der var i stand til at kappes med USA.

USA udnyttede straks “afspændingen” i Europa til at koncentrere deres styrker i den Persiske Golf, et strategisk område, hvor de, med en klog manøvre, forberedte betingelserne for at udløse det, som Pentagon kaldte “den første post-Kold-Krigs konflikt, en afgørende begivenhed i USA’s globale lederskab”. Den 17. januar 1991 indledte USA Operation Ørkenstorm mod den irakiske hær – “det intenseste bombefelttog i historien”. I løbet af 43 dage brugte USA og dets allierede (inklusiv Italien) 2.800 fly til nedkastning af omkring 250.000 bomber, herunder klyngebomber, som i alt udløste over 10 millioner subammunitioner, mens ildstøttefly, helikoptere og tanks afskød over en million forarmet uran projektiler. Den 23. februar indledte koalitionstropper, som talte over en halv million soldater, en landoffensiv, som efter 100 timers myrderier sluttede den 28. februar med en “midlertidig våbenhvile” erklæret af præsident Bush.

Selvom NATO ikke som sådan deltog i Golfkrigen, sørgede de for at støtte alle dens infrastrukturer til koalitionsstyrkerne. De tog del i bombningerne sammen med de amerikanske, britiske, franske, italienske, græske, spanske, portugisiske, belgiske, hollandske, danske, norske og canadiske luft- og søstyrker, mens britiske og franske styrker sluttede sig til amerikanske styrker i den landbaserede offensiv.

En ny strategi, udgivet af det Hvide Hus i august 1991 og kaldet “USA’s nationale sikkerhedsstrategi”, blev officielt bekendtgjort seks måneder efter Golfkrigens ophør. Den centrale idé var, at “USA forbliver den eneste stat med en styrke, en skala og indflydelse på alle områder – politisk, økonomisk og militært – virkelig global: der er ingen til erstatning for amerikansk lederskab. Vores ansvar, selv i den nye æra, er af afgørende og uundgåelig betydning”.

Et Pentagon dokument, udfærdiget i februar 1992, præciserer, at “vores primære mål er at forhindre en genopdukken af en ny rival, enten på det tidligere sovjetiske territorium eller andre steder, som udgør en trussel i en størrelsesorden, som tidligere udgjordes af Sovjetunionen. Den nye strategi kræver, at vi arbejder på at forhindre enhver fjendtlig magt i at dominere en region, hvis ressourcer kunne være tilstrækkelige, hvis de er under stram kontrol, til at generere global magt. Denne strategi vil blive anvendt i alle “kritiske amerikanske sikkerhedsregioner, som inkluderer Europa, østlige Asien, Mellemøsten, sydvestlige Asien og det tidligere sovjetiske territorium”. Vi har også vigtige interesser i Latinamerika, Oceanien og subsaharisk Afrika”.

“Et nøglepunkt – som det Hvide Hus understreger i den nationale sikkerhedsstrategi 1991 – er, hvordan Amerikas rolle som leder af Alliancen, og sandelig vores egne alliancer, vil blive påvirket, særligt i Europa, ved reduktionen af den sovjetiske trussel. Forskellene mellem de allierede vil sandsynligvis blive tydeligere ligesom bekymringen om den traditionelle sikkerhed, som bragte dem sammen i starten”. Med andre ord kunne de europæiske allierede foretage divergerende valg i forhold til USA’s valg og sætte spørgsmålstegn ved det amerikanske lederskab eller endda forlade NATO, som nu var out-dateret af den nye geopolitiske situation. Det var derfor af yderst vigtighed for USA at redefinere ikke blot strategien, men selve NATO’s rolle.

Den 7. november 1991 lancerede statsoverhovederne og regeringscheferne fra de 16 NATO lande ved et møde i Rom i det Atlantiske Råd “Alliancens nye strategiske koncept”. Selvom “den monolitiske, massive trussel, som har været Alliancens største bekymring i dens første 40 år, er forsvundet”, fastslår dokumentet – “er de risici, der stadig består for Alliancens sikkerhed, af natur multifacetterede og kommer fra mange retninger. Vores Alliances militære dimension er derfor stadig en vigtig faktor, men den nye kendsgerning er, at det mere end nogensinde vil være til tjeneste for et bredt sikkerheds koncept.” På denne måde redefinerede den atlantiske alliance grundlæggende dens rolle med de retningslinier, der var udstukket af USA.

3. NATO ødelægger staten Jugoslavien

NATO’s “nye strategi koncept” blev taget i anvendelse i Balkan, hvor den jugoslaviske føderations krise, som skyldtes kontrasterne mellem republikkernes magtgrupper og de centrifugale temaer, havde nået bristepunktet.

I november 1990 godkendte Kongressen i USA den direkte finansiering af alle nye ”demokratiske” dannelser i Jugoslavien og tilskyndede således til separatistiske tendenser. I december udstedte parlamentet i den kroatiske republik, som var kontrolleret af Franjo Tudjmans parti, en ny forfatning, ifølge hvilken Kroatien er kun ”kroaternes hjem” og har suverænitet over dets territorium. Seks måneder senere i juni 1991 i tilslutning til Kroatien proklamerede Slovenien også dets uafhængighed. Straks derefter udbrød der sammenstød mellem den føderale hær og separatisterne. I oktober udviste Tudjman-regeringen i Kroatien over 25.000 serbere, mens dets militser besatte Vukovar. Den føderale hær svarede igen ved at overtage byen. Borgerkrigen begyndte at sprede sig, men den kunne stadig stoppes.

Den vej, som blev taget, var i stedet den diametralt modsatte. Tyskland, som var engageret i at udvide dets økonomiske og politiske indflydelse i Balkan regionen, anerkendte i december 1991 som det eneste land Kroatien og Slovenien som uafhængige stater. Som en konsekvens proklamerede serberne af Kroatien dagen efter selvbestemmelse og dannede herved Krajnas serbiske republik. I januar 1992 anerkendte først Vatikanet og derefter Europa med de 12 Slovenien så vel som Kroatien. På dette tidspunkt blev der også skudt i Bosnien og Herzegovina, som i lille målestok repræsenterede hele rækken af etniske og religiøse knudepunkter i den jugoslaviske føderation.

FN’s blå hjelme, som blev sendt til Bosnien som en interventionsstyrke mellem de krigende fraktioner, blev bevidst indsat i utilstrækkeligt antal og uden tilstrækkelige midler og præcise direktiver og endte med at blive gidsler i kampene. Alt bidrog til at demonstrere ”FN’s fejltrin” og NATO’s behov for at tage sagerne i egen hånd. I juli 1992 indledte NATO den første ”kriserespons” operation og indførte en embargo på Jugoslavien.

I februar 1994 skød NATO fly et serbisk-bosnisk fly ned, der fløj over Bosnien. Det var den første krigshandling siden Alliancens oprettelse. Med den overtrådte NATO Artikel 5 i dens egen grundlæggende charter, da krigshandlingen ikke var motiveret af angrebet på et Alliance medlem og blev udført uden for dens geografiske område.

Da ilden i Bosnien var slukket (hvor ilden ulmede under asken fra delingen i etniske stater), kastede NATO benzin på Kosovo udbruddet, hvor et krav om uafhængighed fra det albanske flertal havde været undervejs i årevis. Gennem underjordiske kanaler, som CIA stort set styrede, gik en strøm af våben og finansiering, mellem slutningen af 1998 og begyndelsen af 1999, til opretholdelse af KLA (Kosovo Liberation Army – Kosovos Befrielseshær), en væbnet fløj af Kosovo separatistbevægelsen. CIA agenter rapporterede senere, at de gik ind i Kosovo i 1998 og 1999 som OSCE observatører, ansvarlige for kontrol af våbenhvilen, og forsynede det amerikanske militær med træningsmanualer og satellittelefoner til UCK, så cheferne for guerillahærene kunne holde sig i forbindelse med NATO og Washington. KLA kunne således indlede en offensiv mod serbiske føderale tropper og civile, med hundreder af angreb og bortførelser.

Mens sammenstødene mellem jugoslaviske og KLA styrker kostede ofre på begge sider, forberedte en kraftig politisk mediekampagne den internationale offentlige mening på NATO’s intervention, præsenteret som den eneste måde at stoppe den “etniske udrensning” af serbere i Kosovo på. Et hovedmål var præsidenten i Jugoslavien, Slobodan Milosevic, som blev beskyldt for “etnisk udrensning”.

Krigen kaldet “Operation Allied Force” begyndte 24. marts 1999. Italiens rolle var afgørende. D’Alema regeringen stillede italiensk territorium, især lufthavnene, til rådighed for USA’s og andre landes væbnede styrker for at implementere det, som premierministeren kaldte ”retten til humanitær indblanding”. I løbet af 78 dage foretog 1.100 fly, som hovedsageligt lettede fra italienske baser, 38.000 togter og udløste 23.000 bomber og missiler. 75 % af flyene og 90 % af bomberne og missilerne blev leveret af USA. USA var også kommunikations-, kommando-, kontrol- og efterretningsnetværket, hvorigennem operationerne blev ledet. ”Af de 2.000 mål, som blev ramt af NATO fly i Serbien – senere dokumenteret af Pentagon – blev 1.999 valgt af det amerikanske efterretningsvæsen og kun et af europæerne.”

Systematisk nedlagde bombningerne Serbiens strukturer og infrastruktur og krævede ofre særligt blandt civile. Skaderne heraf på helbred og miljøet var uanslåelige. Tusinder tons stærkt giftige kemikalier (inklusiv dioxiner og kviksølv) kom ud fra Pancevo raffinaderiet alene. Andre skader blev forårsaget af den massive brug af forarmet uran projektiler af NATO i Serbien og Kosovo. Disse projektiler var allerede blevet brugt i den første Golfkrig.

54 italienske fly deltog også i bombningerne, idet de angreb mål angivet af den amerikanske kommando. ”Ved antallet af fly var vi nr. to kun efter USA. Italien er et stort land og vi bør ikke være overraskede over vores engagement i denne krig”, udtalte præsidenten af D’Alema rådet under et besøg 10. juni 1999 på Amendola basen og understregede, at for piloterne, som deltog i den, var det “en stor menneskelig og professionel oplevelse”.

10. juni 1999 begyndte jugoslaviske tropper at trække sig tilbage fra Kosovo og NATO indstillede bombningerne. FN’s Sikkerhedsråds Resolution 1244 bestemte, at international tilstedeværelse må have “betydelig NATO deltagelse”. “I dag står NATO over for sin nye mission: at lede”, kommenterede The Washington Post.

Efter krigen blev mere end 60 FBI agenter sendt til Kosovo fra USA, men der blev ikke fundet nogen spor af sådanne påskud til at retfærdiggøre beskyldninger fra serberne om “etnisk udrensning”. Slobodan Milosevic, af det tidligere Jugoslavien, blev dømt til 40 års fængsel af den Internationale Straffedomstol i Haag. Han døde efter 4 års fængsling. Den samme domstol frikendte ham i 2016 for beskyldningen om “etnisk udrensning”.

Kosovo, hvor USA anlagde en stor militærbase (Camp Bondsteel), blev en form for NATO protektorat. På samme tid, under dække af “Fredsstyrken”, terroriserede og udviste det tidligere UCK over 250.000 serbere, romaer, jøder og albanere og stemplede dem som kollaboratører. I 2008 med selverklæringen af Kosovo som en uafhængig stat, var ødelæggelsen af den jugoslaviske føderation fuldendt.

Mens krigen mod Jugoslavien var i gang, blev topmødet, der formaliserede transformationen af NATO, sammenkaldt i Washington den 23.-25. april 1999 af en alliance, som i overensstemmelse med Artikel 5 i Traktaten af 4. april 1949 forpligtede medlemslande til at hjælpe et medlemslands væbnede styrker, som bliver angrebet i det nordatlantiske område. Den blev transformeret til en alliance, som på basis af det ”nye strategiske koncept” også forpligtede medlemslande til at ”udføre kriserespons operationer, som der ikke var taget bestemmelse om i Artikel 5 uden for Alliancens territorium”. Med andre ord forberedte NATO sig på at indsætte sin militære styrke uden for sit territorium, ikke kun i Europa, men også i andre regioner i verden.

Det, som ikke ændredes i NATO’s forvandling, var hierarkiet i NATO. USA’s præsident har altid stået for at udnævne den øverste allierede kommandør i Europa, som stadig er en amerikansk general, mens de allierede blot kan ratificere præsidentens valg. Det samme er sandt for de andre nøglekommandoer.

Dokumentet, der forpligtede medlemslande til at operere uden for Alliancen, underskrevet af europæiske ledere den 24. april 1999 i Washington, bekræftede på ny, at NATO “til fulde støtter udviklingen af den europæiske forsvars identitet inden for Alliancen”. Konceptet er klart: Vesteuropa kan have sin egen “forsvars identitet”, men det skal blive i Alliancen, dvs. under amerikansk kommando.

EU’s underordning under NATO blev således bekræftet og konsolideret. Underordning, etableret ved Maastricht Traktaten af 1992, som anerkendte EU staters ret til at være en del af NATO, blev defineret som oprettelsen af EU’s forsvar.

Ved at deltage i krigen mod Jugoslavien, et land, som ikke havde ført nogen aggressive handlinger mod hverken Italien eller andre NATO medlemmer, bekræftede Italien, at det havde antaget en ny militærpolitik og samtidigt en ny udenrigspolitik. Da dette involverede brug af militær styrke som et redskab, overtrådte det det forfatningsmæssige princip, stadfæstet i Artikel 11, at “Italien tager afstand fra krig som et middel til angreb mod andre folks frihed og som et middel til løsning af internationale konflikter”.
4. NATO udvider mod øst til Rusland
I 1990 umiddelbart før opløsningen af Warszawa Pagten forsikrede den amerikanske udenrigsminister James Baker USSR’s præsident Mikhail Gorbachev om, at ”NATO ikke vil udvide en eneste tomme mod øst”. Men i løbet af 20 år, efter at have ødelagt den jugoslaviske føderation, udvidedes NATO fra 16 til 30 lande, bredende sig længere og længere østpå mod Rusland.
I 1999 indlemmede den de første tre lande fra den tidligere Warszawa Pagt: Polen, Tjekkiet og Ungarn. I 2004 udvidedes den med andre lande: Estland, Letland, Litauen (tidligere del af USSR); Bulgarien, Rumænien, Slovakiet (tidligere del af Warszawa Pagten); Slovenien (tidligere del af den jugoslaviske føderation). I 2009 indlemmede den Albanien (tidligere medlem af Warszawa Pagten) og Kroatien (tidligere del af den jugoslaviske føderation) og i 2017 Montenegro; i 2019 underskrev den tiltrædelsesprotokollen for Nordmakedonien som det 30. medlem. Tre andre lande – Bosnien og Herzegovina (tidligere del af den jugoslaviske føderation), Georgien og Ukraine (tidligere del af USSR) – er for tiden kandidater til indtrædelse i NATO.
Så Washington binder disse lande ikke så meget til Alliancen som direkte til USA, som derved styrker dets indflydelse i EU. Af de 10 central- og østeuropæiske lande, der indtrådte i NATO mellem 1999 og 2004, indtrådte 7 af dem i EU mellem 2004 og 2007. Efterhånden som EU ekspanderer mod øst, udvider USA effektivt dets kontrol over Europa gennem NATO. Det er tydeligt, at Washingtons strategiske plan er afsløret: at bruge udvidelsen af NATO mod øst som et middel til at etablere styrkerelationer, der er endnu gunstigere for USA og isolerer således det ”gamle Europa”, som en skønne dag kunne blive selvstyrende og uafhængig.
Foruden disse har NATO’s ekspansion mod øst andre implikationer. Ved at indlemme ikke kun lande i den tidligere Warszawa Pagt, men også de tre baltiske republikker, som engang var en del af USSR, har NATO nået grænserne til den russiske føderation. Til trods for Washingtons forsikringer om dens fredelige intentioner udgør dette en trussel, endda atomar, for Rusland.
5. USA og NATO angriber Afghanistan og Irak
USA angreb og invaderede Afghanistan i 2001 med den officielle grund, at de skulle finde og fange Osama bin Laden, som blev beskyldt for at være manden bag terrorangrebene den 11. september 2001. (Den officielle version om, hvad der fandt sted den 11. september, holder ikke vand i forhold til de tekniske-videnskabelige undersøgelser udført af uafhængige eksperter). Osama bin Laden var en velkendt figur i Washington. Han tilhørte en rig saudisk familie og samarbejdede aktivt med CIA fra 1979 til 1989, da de gennem ISI (det pakistanske efterretningsvæsen) trænede og bevæbnede over 100.000 mujahediner til krigen mod Sovjetunionen. De sovjetiske tropper gik i den ”Afghanske fælde” (som Zbigniew Brzezinski senere definerede det, idet han oplyste, at træningen og væbningen af mujahediner begyndte i juli 1979, fem måneder før den sovjetiske invasion af Afghanistan).
Dette åbnede op for en ny fase i den internationale situation. Den amerikanske præsident blev bemyndiget til at føre en ”Global krig mod terrorisme”, hvor der ikke var nogen geografiske grænser, ført mod en fjende, som fra tid til anden kunne identificeres ikke blot som en terrorist eller som en formodet terrorist, men som en, der var imod amerikansk politik og amerikanske interesser. Præsident Bush beskrev det perfekte billede af en fjende, ombytteligt og varigt, som ”en ukendt fjende, der skjuler sig i mørke hjørner på Jorden”.
Det reelle formål med den amerikanske militære intervention i Afghanistan var okkupationen af dette område af stor strategisk vigtighed. Afghanistan ligger ved korsvejen til Mellemøsten, Centralasien, Syd- og Østasien. I dette område (i Golfen og det Kaspiske Hav) er der store oliereserver. Der er tre større magter – Kina, Rusland og Indien – hvis styrke vokser og påvirker globale aktiver. Som Pentagon havde advaret om i en rapport af 30. september 2001, ”er der mulighed for, at en militær rival med en vældig ressourcestærk base vil dukke op i Asien”.
I tiden op til 11. september 2001 var der stærke tegn på en tilnærmelse mellem Kina og Rusland i Asien. Washington så dette som en udfordring for amerikanske interesser på det kritiske tidspunkt, hvor USA søgte at fylde det tomrum, som opløsningen af USSR havde efterladt i Centralasien. Afghanistan står i en nøglegeostrategisk position med hensyn til at kontrollere dette område.
Krigen begyndte i oktober 2001 med bombninger udført af amerikanske og britiske luftstyrker. På dette tidspunkt bemyndigede FN’s Sikkerhedsråd etableringen af ISAF (International Security Assistance Force - International Sikkerheds Hjælpestyrke), hvis kommando blev betroet Storbritannien, Tyrkiet, Tyskland og Holland efter hinanden. Men pludselig bekendtgjorde NATO, i august 2003, at den havde “overtaget ISAF’s lederrolle med et FN mandat”. Det var et sandt kup. Ingen resolution godkendt af Sikkerhedsrådet bemyndiger NATO til at overtage lederskabet eller kommandoen af ISAF. Kun i resolution nr. 1659 af februar 2006 oplyste Sikkerhedsrådet, at det ”anerkendte NATO’s fortsatte engagement med ledelsen af ISAF”. ISAF missionen blev således en del af Pentagons kommandokæde. Det italienske militær, som blev pålagt ISAF opgaven, blev inkluderet i den samme kommandokæde.
Efter Afghanistan er Irak det land, der har været underlagt en streng embargo siden 1991, hvilket forårsagede halvanden million dødsfald på ti år, af hvilke omkring en halv million var børn. I 2002 opførte præsident Bush Irak på første pladsen på listen over lande, der tilhører ”ondskabens akse”. Udenrigsminister Colin Powell præsenterede beviser, samlet af CIA for FN’s Sikkerhedsråd, som senere viste sig at være falske, på den påståede eksistens af et stort arsenal af kemiske og biologiske våben i Iraks besiddelse, og om dets påståede evne til at producere atomvåben på kort tid. Fordi Sikkerhedsrådet nægtede at bemyndige krigen, gik Bush administrationen simpelthen uden om rådet.
Krigen begyndte i marts 2003 med bombningen af Bagdad og andre centre af amerikanske og britiske luftstyrker og med landangrebet udført af marinen, der gik ind i Irak fra Kuwait. I april besatte amerikanske tropper Bagdad. Operationen kaldet ”Irakisk Frihed” blev præsenteret som ”en præventiv krig” og ”en eksport af demokrati”. De amerikanske og allierede besættelsesstyrker – inklusiv de italienske styrker involveret i ”Ancient Babylon” operationen – mødte en modstand, som de ikke havde forventet at finde. For at slå den ned blev Irak beskudt af over halvanden million soldater, som Pentagon havde suppleret med hundreder og tusinder militære kontrahenter, idet man brugte ethvert middel fra fosforbomber til folkene i Fallujah til tortur i Abu Ghraib fængslet.
NATO deltog faktisk i krigen med dens egne strukturer og styrker. I 2004 blev ”NATO Trænings Mission” etableret for at ”hjælpe Irak med at skabe effektive væbnede styrker”. I 2000 blev der afholdt specialkurser i Alliance lande og tusinder af irakiske soldater og politimænd blev trænet. På samme tid sendte NATO instruktører og rådgivere, inklusiv italienske, for at ”hjælpe Irak med at skabe dets egen demokratiske og varige sikkerhedssektor” og for at ”etablere et langsigtet NATO partnerskab med Irak”.
6.  NATO ødelægger staten Libyen
Flere faktorer gør Libyen vigtig i USA’s og de europæiske magters øjne. Det har de største oliereserver i Afrika, værdifuld for dens høje kvalitet og lave udvindingsomkostninger, og store naturgasreserver. Over disse fastholder den libyske stat streng kontrol, hvilket efterlader begrænsede profitmarginer for amerikanske og europæiske selskaber. Foruden det sorte guld har Libyen hvidt guld: den enorme reserve af fossilt vand fra det nubiske grundvandsmagasin, som løber under Libyen, Egypten, Sudan og Chad. Relevant er de statslige finansieringer, den kapital, som den libyske stat har investeret i udlandet, især for at skaffe Afrika dets egne finansielle organer og dets egen valuta.
Umiddelbart før 2011 krigen “indefrøs” eller beslaglagde USA og de europæiske magter de libyske statslige finansieringer, og rettede derved et dødeligt slag mod hele projektet. Hillary Clintons e-mails (udenrigsminister i Obama administrationen i 2011), som senere kom frem i lyset, bekræftede krigens reelle formål: at blokere Gaddafis plan om at bruge libyske statslige finansieringer til skabelse af selvstyrende finansielle organer i den afrikanske union og en afrikansk valuta som et alternativ til dollaren og CFA francen (den møntenhed, som 14 afrikanske lande, som er tidligere franske kolonier, er tvunget til at bruge). Det var Clinton – New York Times dokumenterede det senere – som fik præsident Obama til at underskrive “et dokument, der bemyndigede en hemmelig operation i Libyen og våbenudrustning til oprørerne”.
Stammesektorer, der var fjendtlige over for regeringen i Tripoli, og islamiske grupper, som indtil få måneder forinden var blevet betegnet som terrorister, blev finansieret og armeret. På samme tid infiltrerede specialstyrker, herunder tusinder af let forklædte qatarske kommandoer, Libyen. Hele operationen blev ledet af USA, først gennem den afrikanske kommando, derefter gennem NATO under amerikansk kommando.
19. marts 2011 begyndte luft-sø bombningen af Libyen. I løbet af syv måneder udførte amerikanske/NATO luftstyrker 30.000 missioner, hvoraf 10.000 var angreb, der involverede brugen af over 40.000 bomber og missiler. Italien deltog i denne krig med brug af dets militære baser og styrker og splittede derved Venskabs-, Partnerskabs- og Samarbejdstraktaten mellem de to lande. Til krigen mod Libyen stillede Italien 7 luftbaser (Trapani, Gioia del Colle, Sigonella, Decimomannu, Aviano, Amendola og Pantelleria) til rådighed for de amerikanske/NATO styrker og ydede teknisk assistance og leverede forsyninger. Den italienske luftstyrke deltog i krigen, idet de udførte over tusind missioner, og den italienske flåde var engageret på flere fronter.
Med den amerikanske/NATO krig i 2011 blev staten Libyen ødelagt og Gaddafi selv myrdet. Den stat blev ødelagt, som på den sydlige kyst af Middelhavet over for Italien fastholdt ”høj økonomisk vækst” (som Verdensbanken selv dokumenterede i 2010) og noterede sig ”høje indikatorer på menneskelig udvikling”, som omfattede almindelig adgang til grundskolen og gymnasiale uddannelser med 46 % af befolkningen på universitetsniveau. Til trods for ulighederne var den libyske befolknings levestandard betragteligt højere end andre afrikanske landes. Dette blev bevist af, at over to millioner immigranter, for det meste afrikanere, fandt arbejde i Libyen.
Subsahariske afrikanske immigranter blev også påvirket af krigen, de, som blev forfulgt på beskyldninger om samarbejde med Gaddafi, blev fængslet eller tvunget til at flygte. Mange forsøgte, drevet af desperation, at krydse Middelhavet mod Europa. De, som mistede livet, var også ofre for den krig, hvori NATO ødelagde den libyske stat.
7. USA/NATO krigen til ødelæggelse af Syrien
Efter ødelæggelsen af den libyske stat begyndte USA/NATO operationen til ødelæggelse af den syriske stat i det samme år. En grund var, at Syrien, Iran og Irak i juli 2011 underskrev en aftale om en gasledning, som ville forbinde det iranske oliefelt Syd Pars, den største i verden, med Syrien og derefter med Middelhavet. Syrien, hvor et nyt stort felt blev fundet nær Homs, kunne således blive centrum for alternative energikorridorer i forhold til dem, som var kontrolleret af amerikanske og europæiske selskaber, og som løb gennem Tyrkiet og ad andre ruter.
Den hemmelige krig begyndte med en række terrorangreb udført først og fremmest i Damaskus og Aleppo. Katastrofiske var billederne af bygninger ødelagt af kraftige eksplosiver: ikke simple oprøreres værk, men infiltrerede professionelle soldaters. Hundreder af britiske elite SAS (Special Air Service) og SBS (Special Boat Service) specialstyrker – rapporterede Daily Star – opererer i Syrien sammen med amerikanske og franske enheder.
Oprørsstyrkerne udgøres af en væbnet samling af islamiske grupperinger (indtil for nylig stemplet af Washington som terrorister), der kommer fra Afghanistan, Bosnien, Tjetjenien, Libyen og andre lande. I Abu Omar al-Chechen gruppen – rapporterede reporteren for The Guardian i Aleppo – blev ordrer givet på arabisk, men måtte oversættes til tjetjensk, tadsjikisk, tyrkisk, en saudisk dialekt, urdu, fransk og andre sprog. Udstyret med falske pas (CIA specialitet) strømmede de kæmpende ind i de tyrkiske provinser Adana og Hatai, der grænser op til Syrien, hvor CIA åbnede militære træningscentre. Våbnene var hovedsageligt kommet via Saudi Arabien og Qatar, som, ligesom i Libyen, også havde leveret specialstyrker.
Kommandoen af operationer befandt sig ombord på NATO skibe i havnen i Alessandretta. Et propaganda center blev åbnet i Istanbul, hvor syriske dissidenter, trænet og finansieret af det amerikanske udenrigsministerium, har fabrikeret nyhederne og videoerne, som sendes via satellit netværk.
Fra special operationelle centre sørger CIA agenter for køb af våben med store lån ydet til Saudi Arabien, Qatar og andre monarkier i Golfen. De organiserer våbentransporten til Tyrkiet og Jordan via en luftbro, som endelig når frem over grænsen til grupper i Syrien, som allerede er trænet inden for special områder opstillet på tyrkisk og jordansk territorium.
De vestlige styrkers strategi blev afsløret i dokumenter sendt i udenrigsminister Hillary Clintons e-mails. I en e-mail fra 2012 (deklassificeret som ”sagsnr. F-2014-20439, Dok.nr. C05794498”) skrev Clinton, at på baggrund af det ”strategiske forhold” mellem Iran og Syrien ville Assads fald udgøre en enorm fordel for Israel, og det ville også formindske den forståelige israelske frygt for at miste deres atommonopol”.
I et officielt Pentagon dokument dateret 12. august 2012 (deklassificeret 18. maj 2015 på initiativ af Judicial Watch) udtrykkes det, at ”vestlige lande, Golfstaterne og Tyrkiet støtter oppositionsstyrkerne i Syrien, som forsøger at kontrollere de østlige områder, der grænser op til de vestlige irakiske provinser, og hjælper dem med ”at skabe sikre tilflugtssteder under international protektion”. Der er ”mulighed for at etablere et Salafist hovedkvarter i det østlige Syrien, og det er præcist, hvad styrkerne, der støtter oppositionen, ønsker at gøre: isolere det syriske regime, den strategiske bagtrop af Shia ekspansionen (Irak og Iran)”.
Det er i denne sammenhæng, at ISIS (eller DAESH) blev dannet i 2013, som kalder sig selv ”Den islamiske stats kalifat”. I maj 2013 en måned efter dannelsen af ISIS mødte Ibrahim al-Badri – kaliffen kendt på slagmarken som Abu Bakr al-Baghdadi- den amerikanske senator John McCain, leder af det republikanske parti, som var udpeget af præsident Obama (demokrat) til at udføre hemmelige operationer i Syrien på vegne af regeringen. Mødet blev fotografisk dokumenteret.

ISIS har modtaget finansieringer, våben og transitruter fra USA’s tætteste allierede: Saudi Arabien, Qatar, Kuwait, Tyrkiet og Jordan, baseret på en plan, som helt sikkert er koordineret af CIA. Efter at have erobret en stor del af syrisk territorium med dets militser, indledte ISIS en offensiv i Irak, ikke overraskende på et tidspunkt, hvor regeringen, ledet af shiitiske Nouri al-Maliki, distancerede sig fra Washington og nærmede sig mere og mere Kina og Rusland. Offensiven, hvor Irak blev beskudt, fik næring fra den sunni-shiitiske rivaliseren. ISIS militser okkuperede Ramadi, Iraks anden største by og straks efter Palmyra, i det centrale Syrien, og dræbte tusinder af civile og tvang titusinder på flugt.
ISIS har faktisk spillet en funktionel rolle i den amerikanske/NATO strategi om ødelæggelse af stater. Dette betyder ikke, at de militante, der kommer fra forskellige lande, er klar over det. Det er meget komplekst: der er islamiske kæmpere, dannet i krigens drama, som er ex-soldater fra Saddam Husseins militær, som kæmpede mod indtrængende og mange andre, hvis historie altid er linket til de tragiske sociale situationer forårsaget af den første Golfkrig og de efterfølgende krige gennem mere end tyve år. Den omfatter også fremmede kæmpere fra Europa og USA, bag hvis masker der helt sikkert er hemmelige agenter specialtrænet til disse operationer.
Meget mistænkeligt er også den ubegrænsede adgang, som ISIS har, i dens periode med max udvikling, til verdens medienetværk, som domineres af amerikanske og europæiske gigant selskaber, gennem hvilke den spreder dens videoer af halshugninger, som skaber skræk, og manipulerer den offentlige mening til fordel for interventionen af Irak og Syrien.
Militærkampagnen “Inherent Resolve”, formelt ledet mod ISIS, blev indledt i Irak og Syrien i august 2014 af USA og deres allierede: Frankrig, Storbritannien, Canada, Australien, Saudi Arabien, Forenede arabiske Emirater, Bahrain og andre. Hvis USA, Frankrig og Storbritannien brugte deres jagerbombere, som de havde gjort mod Libyen i 2011, ville ISIS’ styrker, der bevæger sig i åbent land, være nemme mål. De kan i stedet bevæge sig uhindret frem med kolonner af kampvogne læsset med mænd og eksplosiver. Hvis ISIS vinder terræn i Syrien og Irak, er det, fordi Washington netop ønsker det. Washingtons strategiske mål er ødelæggelsen af Syrien og genokkupationen af Irak.
Den russiske militære intervention i Syrien i 2015, som støtte for regeringsstyrker, vendte konfliktens skæbne. Russiske jagerbombere ødelagde ISIS højborge, den ene efter den anden og banede vejen for Damaskus styrker. USA, fortrængt, spillede opdeling af Syrien-kortet og støttede kurdiske oprørere og andre. Efter at have forsøgt at ødelægge den syriske stat i fem år, splittede den med væbnede terroristgrupper infiltreret udefra og kostede over 250.000 døde, da operationen begyndte at slå fejl på grund af den russiske militære intervention til støtte for syriske regeringsstyrker, indledte de politiske apparater og nyhedsapparater i hele Vesten en kolossal psyop (psykologisk operation) for at få regeringen og alle de syrere, der modstod aggressionen, til at fremstå som aggressorer. Spydspidsen i psyop’en var dæmoniseringen af præsident Assad (ligesom de allerede havde gjort mod Milosevic og Gaddafi), hvor han blev præsenteret som en sadistisk diktator, som nød at bombe hospitaler og at udrydde børn med hjælp fra hans ven Putin, malet som en neo-zar af det genfødte russiske imperium. Da den sidste af ISIS’ højborge faldt, spredte de samme politiske apparater og nyhedsapparater falske nyheder om, at ISIS var nedkæmpet af USA og de ”syriske demokratiske styrker” (en milits af kurdere og arabere væbnet og støttet af Pentagon).

8. Israel og Emiraterne i NATO

Den samme dag (4. maj 2016), hvorpå NATO’s nye øverste allierede kommandør i Europa – den amerikanske general Curtis Scaparrotti, udpeget som hans 17 forgængere af den amerikanske præsident – tiltrådte i NATO, bekendtgjorde det Nordatlantiske Råd, at en officiel israelsk Mission var oprettet i NATO’s hovedkvarter i Bruxelles, ledet af Israels ambassadør i EU.

Israel blev således endnu mere integreret i NATO, hvortil det allerede var tæt forbundet gennem “Individual Cooperation Program”, som blev ratificeret af NATO 2. december 2008, tre uger før den israelske operation “Cast Lead” i Gaza. Det omfattede bl.a. samarbejdet mellem efterretningstjenester og de israelske styrkers, herunder atomstyrkers, forbindelse til NATO’s elektroniske system.

Israel – den eneste atommagt i Mellemøsten, som ikke tilslutter sig ikke-spredningstraktaten, underskrevet i stedet af Iran, som ikke har atomvåben – har (uden at de indrømmer det) et estimeret arsenal på 100-400 atomvåben, inklusiv ny-generations mini-atombomber og neutronbomber, og producerer plutonium og tritium i mængder, der kan blive til 100 flere. Israelske atomsprænghoveder står klar til at affyre ballistiske missiler og jagerbombere fra USA, hvortil der nu er tilføjet F-35’ere.

De større europæiske NATO lande, som formelt støtter den iranske atomaftale, underskrevet i 2015 (som USA forlod i 2018), er faktisk enige med Israel. Tyskland gav Israel seks Dolphin ubåde, modificerede, så de kunne affyre atomsprænghoved krydsermissiler, og godkendte leveringen af tre mere. Tyskland, Frankrig, Italien, Grækenland og Polen deltog sammen med USA i den største internationale luftkrigsøvelse i Israels historie, Blue Flag 2017. Italien forbundet med Israel gennem en militær samarbejdsaftale (Lov nr. 94, 2005) deltog med Tornado hunting of the 6th Wing of Ghedi og fik til opgave at transportere amerikanske atombomber.

Ifølge planen, som blev testet i den amerikanske-israelske øvelse Juniper Cobra 2018, ville amerikanske og NATO styrker komme fra Europa (hovedsagelig fra baser i Italien) til støtte for Israel i en krig mod Iran. Den kunne starte med et israelsk angreb på iranske atomanlæg, ligesom den, der blev udført i 1981 i Osiraq i Irak. I tilfælde af iransk gengældelse kunne Israel gøre brug af et atomvåben og derved sætte gang i en kædereaktion med uforudsigelige resultater.

Den officielle israelske Mission i NATO flankeres af dem i kongeriget Jordan og emiraterne Qatar og Kuwait, ”meget aktive partnere”, som er endnu mere integreret i NATO gennem erhvervede fortjenester. Jordan huser hemmelige CIA baser, som New York Times og Der Spiegel har dokumenteret, og som bliver brugt til at træne islamiske militante i Al Qaeda og ISIS til kampe i Syrien og Irak. Qatar deltog i NATO krigen mod Libyen og infiltrerede omkring 5.000 kommandoer på dets territorium i 2011 (som udtalt til The Guardian af stabschefen i Qatar), og i krigen mod Syrien. Dette blev indrømmet i et interview med Financial Times af den tidligere premierminister i Qatar, Hamad bin Jassim Al Thani, som talte om qatarske og saudiske ”indblandings” operationer i Syrien, koordineret af USA.

Kuwait, gennem “Transitaftalen”, tillod NATO at have dens første lufthavn i Golfen, ikke kun til afsendelse af militære styrker og materiel til Afghanistan, men også til ”praktisk NATO samarbejde med Kuwait og andre partnere, så som Saudi Arabien” – partnere, som havde været støttet af USA i krigen i Yemen, som er resulteret i massakren på utallige civile. Kuwait deltager også med ca. 15 jagerbombere, hvortil Italien har leveret 28 ny-generations Eurofighter Typhoons jagerfly, efter levering af 30 avancerede M-346 jagerfly til Israel. Eurofighter Typhoons flyene, som Kuwait har brugt til at begå massakrer i Yemen og andre steder, kan også udrustes med atombomber. Den italienske luftstyrke har ydet træning til besætningerne.
9. USA/NATO orkestreringen af kuppet i Ukraine
Operationen, ledet af USA og NATO, i Ukraine begyndte i 1991 efter Sovjetunionens kollaps og efter Warszawa Pagten, som var en del af Sovjetunionen, også blev opløst. USA og dets europæiske allierede rykkede straks for at drage fuld fordel af den nye geopolitiske situation.
Ukraine – som fungerer som en buffer mellem NATO og Rusland og krydses af energikorridorer mellem Rusland og EU – trådte ikke straks ind i NATO. Dog, inden for NATO’s struktur, tilsluttede det sig “Partnership for Peace” (Partnerskab for Fred), som bidrog til “opretholdelse af freds” operationer på Balkan.
“NATO-Ukraine Handlingsplanen” blev godkendt i 2002, og præsident Kuchma bekendtgjorde sin intention om at melde Ukraine ind i NATO. I 2005 i kølvandet på den ”orange revolution” (orkestreret og finansieret af amerikanske og europæiske magter) blev præsident Yushchenko inviteret til et NATO topmøde i Bruxelles. Kort derefter blev en ”intensiveret dialog om Ukraines hensigt om at blive et medlem af NATO” indledt, og i 2008 gav Bukarest topmødet grønt lys for dets indtræden.
Samme år blev den georgiske hær, som havde kæmpet mod Sydossetien, som havde ønsket at blive uafhængig af Georgien siden 1991 (da Sovjetunionen opløstes), trænet og væbnet af USA og samtidigt af Israel gennem “private” militære leverandører. Om natten den 8. august 2008 indledte Georgien, støttet af NATO, en militær offensiv for at genvinde kontrollen over den omstridte region. Få timer senere intervenerede Rusland militært, tilbageviste den georgiske invasion, og Sydossetien blev helt uafhængig af Georgien. Det var det første tegn på offensiven, som NATO under amerikansk kommando forberedte på den østlige front for at tvinge Rusland til at reagere.
I Ukraine i 2009 underskrev Kiev en aftale, som tillod transit af forsyninger fra dets territorium til NATO styrker i Afghanistan. Medlemskabet syntes nu sikkert, men i 2010 bekendtgjorde den nyvalgte præsident Yanukovych, at under fortsat samarbejde var et NATO medlemskab ikke på regeringens dagsorden. Imens havde NATO imidlertid siden 1991 vævet et net af bånd i de ukrainske væbnede styrker. Senior officerer havde deltaget i kurser på NATO’s forsvarsakademi i Rom og i Oberammergau (Tyskland) gennem flere år. Bidrag til nettet af bånd var etableringen af et nyt ”multinationalt fakultet” med NATO professorer på det ukrainske militærakademi. Det videnskabelige og tekniske samarbejde omkring udrustning var også blevet betydeligt udviklet for at lette deltagelsen af ukrainske væbnede styrker i NATO-ledede ”fælles fredsoperationer”.
Eftersom der var andre bånd, foruden dem vi kunne se, var det klart, at NATO udvidede et netværk af forbindelser i militære og civile miljøer meget mere, end det så ud til. Gennem CIA og andre efterretningstjenester var neo-Nazi militante blevet rekrutteret, finansieret, trænet og væbnet gennem flere år. En fotooptagelse viste unge ukrainske UN-UNSO neo-Nazi militante blive trænet i Estland i 2006 af NATO instruktører, som lærte dem urbane kampteknikker og brugen af eksplosiver til sabotage og angreb.
De samme metoder blev anvendt af NATO under den Kolde Krig til at danne den hemmelige paramilitære struktur “Gladio”. Den var også aktiv i Italien, hvor neo-fascistiske grupper blev trænet i Camp Darby og andre baser, hvor de blev forberedt til angreb og mulige statskup.
Den paramilitære struktur i de ukrainske neo-Nazi grupper kom i aktion i 2014 på Maidan Pladsen i Kiev. En anti-regerings demonstration, som begyndte med berettigede krav mod den udbredte korruption og forværringen af livsvilkårene, blev hurtigt omdannet til en reel slagmark. Mens væbnede grupper angreb regeringsbygningerne, anvendte snigskytter (formodentligt bragt til Kiev fra Georgien) de samme snigskytterifler mod både demonstranter og politimænd.
20. februar 2014 talte NATO’s generalsekretær til de ukrainske væbnede styrker i en kommanderende tone, idet han advarede dem om at ”forholde sig neutrale”, ellers ville det have ”alvorlige negative konsekvenser for vore relationer”. Svigtet af de væbnede styrkers ledere og store dele af regeringsapparatet var præsident Viktor Yanukovych tvunget til at flygte. Andriy Parubiy – medstifter af det nationalsocialistiske parti dannet i 1991 med Adolf Hitlers nationalsocialistiske parti som model og leder af de neo-Nazi paramilitære grupper – blev leder af det ”nationale sikkerheds- og forsvarsråd”.
10. Maidan Plads statskuppet blev ledsaget af en forfølgelses kampagne rettet især mod kommunistpartiet og unionerne, i lighed med dem, som markerede fascismens komme i Italien og nazismens i Tyskland. Partihovedkvarteret blev ødelagt, ledere blev lynchet og tortureret og journalister blev myrdet; aktivister blev brændt levende i Odessas Chamber of Labor; ubevæbnede indbyggere i det østlige Ukraine af russisk oprindelse blev massakreret i Mariupol og bombarderet med hvid fosfor i Slaviansk, Lugansk, Donetsk.
Et reelt kup under amerikansk/NATO ledelse var undervejs med det strategiske mål at fremprovokere en ny kold krig i Europa for at ramme og isolere Rusland og samtidigt at forstærke USA’s indflydelse og militære tilstedeværelse i Europa. Stående over for statskuppet og offensiven mod russerne i Ukraine stemte det øverste råd i den autonome republik Krim – russisk territorium, som blev givet til Ukraine under Sovjetperioden i 1954 – for at løsrive sig fra Kiev og anmodede om igen at blive indlemmet i den russiske føderation, en beslutning, som blev bekræftet med 97 % af stemmerne ved en folkeafstemning. 18. marts 2014 underskrev præsident Putin traktaten for Krims indtrædelse i den russiske føderation med status som autonom republik. På dette punkt blev Rusland beskyldt for illegalt at annektere Krim af NATO og EU og blev underlagt sanktioner. Rusland svarede igen med mod-sanktioner, som hovedsageligt påvirkede økonomierne i EU, herunder den italienske økonomi.
Imens i Donbass modstod de selverklærede Folkerepublikker af Donetsk og Lugansk, støttet af Rusland, Kiev offensiven, som kostede tusinder af civile livet. En køreplan for det NATO-Ukraine tekniske-militære samarbejde blev underskrevet i december 2015, som faktisk integrerede Kievs væbnede styrker og våbenindustri i den amerikansk ledede Alliance.
I 2019 tog Ukraine et hidtil uset skridt: det medtog forpligtelsen til officielt at indtræde i NATO i dets forfatning og samtidig i EU. 7. februar godkendte Kiev parlamentet på forslag fra præsident Petro Poroshenko – oligarken, som blev rig på plyndring af statslig ejendom og vendte tilbage til præsidentembedet – ændringsforslagene til Forfatningen om implementering af disse skridt (med 334 stemmer mod 35 og 16 afholdt sig fra at stemme). Præamblen angiver “Ukraines irreversible kurs mod Euro-Atlantisk integration”: Artikel 85 og 116 dekreterer, at parlamentets og regeringens fundamentale opgave er “at opnå Ukraines fulde medlemskab af NATO og EU”; artikel 102 angiver, at “Ukraines præsident er garant for statens strategiske kurs for at opnå fuldt medlemskab af NATO og EU”.
Medtagelsen af forpligtelsen til officielt at indtræde i NATO i Forfatningen har meget alvorlige konsekvenser. Internt binder det Ukraines fremtid til dette valg og udelukker andre alternativer og gør det effektivt illegalt for noget parti eller nogen person at modsætte sig valget. På internationalt niveau bør det erindres, at Ukraine faktisk allerede er i NATO, som det er et deltagerland af. For eksempel er Azov bataljonen, hvis Nazi mærke er repræsenteret ved det symbol, som fandtes på SS Das Reichs mærke, blevet omdannet til et regiment for specielle operationer, udrustet med tankvogne og trænet af amerikanske instruktører fra den 173. luftbårne division, overført fra Vicenza til Ukraine og flankeret af andre fra NATO. Fordi Rusland beskyldes for illegal annektering af Krim og for at udføre militære aktioner mod Ukraine, hvis Ukraine officielt slutter sig til NATO, skal de andre 30 medlemmer af Alliancen ifølge artikel 5 “hjælpe den angrebne part ved at gribe til handling som vurderet nødvendigt, herunder brug af væbnet styrke”. Med andre ord skal de gå i krig mod Rusland. Disse farlige implikationer om ændringen af Ukraines Forfatning – som amerikanske/NATO strateger helt sikkert har haft deres lange fingre med i – er der politisk og nyhedsmæssig tavshed om i Europa.
10. USA/NATO optrapning i Europa

NATO’s “nye mission” blev gjort officiel ved september 2014 topmødet i Wales, hvor ”Readiness Action Plan” blev introduceret, hvis officielle formål var ”at reagere hurtigt og bestemt på nye sikkerhedsudfordringer”, der kan tilskrives ”russisk militær aggression mod Ukraine” og ”øget ekstremisme og sekterisk konflikt i Mellemøsten og Nordafrika”. Planen blev defineret af NATO’s generalsekretær Jens Stoltenberg som “den største forstærkning af vores fælles forsvar siden den Kolde Krigs ophør”.
På blot tre måneder firdoblede NATO jagerbomberne med både konventionelle styrker og atomstyrker, opstillede dem i den baltiske region (engang del af USSR), sendte AWACS radarfly til Østeuropa og øgede antallet af krigsskibe i Østersøen, Sortehavet og Middelhavet, indsatte amerikanske, britiske og tyske landstyrker i Polen, Estland, Letland og Litauen og intensiverede fællesøvelser i Polen og de baltiske lande, hvorved antallet steg til over 200 i det år.
Fra 2014 voksede USA/NATO presset på Rusland med geometrisk progression. På fire år, fra 2014 til 2018, brugte USA US$ 10 milliarder på “ERI” (Europe Reassurance Initiative), hvis officielle mål var, “at øge vores evne til at forsvare Europa mod russisk aggression”. Næsten halvdelen af omkostningerne blev brugt til at styrke den amerikanske “strategiske præpositionering” i Europa. Oprustningerne, som blev placeret i en fremskudt position tillod “den hurtige indsættelse af styrker på krigsscenen”. En anden stor finansieringsportion blev bestemt til at “øge tilstedeværelsen af amerikanske styrker i en rotationsordning i hele Europa”. De resterende midler tjente til at udvikle basers infrastruktur i Europa for at “øge beredskabet af amerikanske aktioner” og for at styrke militærøvelser og -træning for at “øge NATO styrkers beredskab og interoperabilitet”.
EDI’s (European Defense Initiative) midler – tidligere kendt som USA’s ERI – var kun en del af dem, der skulle bruges til “Operation Atlantic Resolve, som demonstrerede USA’s evne til at reagere på trusler mod de allierede”. Inden for rammerne af denne operation, blev den 3. Panserbrigade, som omfattede 3.500 mænd, 87 tanks, 18 selvkørende haubitsere og andre midler, overført til Polen fra USA i januar 2017. Den blev derefter erstattet af en anden enhed, så amerikanske væbnede styrker permanent kunne udstationeres på polsk territorium. Derfra blev deres afdelinger overført til andre Østlande, især Estland, Letland, Litauen, Bulgarien, Rumænien og også Ukraine i trænings og øvelses øjemed. Med andre ord blev de kontinuerligt installeret tæt på Rusland.
Også inden for rammerne af denne operation blev 10. Luftkampbrigade overflyttet til Storck Kaserne/Illesheim Kaserne - United States Army’s anlæg (i Tyskland) sammen med 100 krigshelikoptere. Luftkampbrigadens styrker sendes til “fremskudte positioner” i Polen, Rumænien og Letland. På baserne i Ämari (Estland) og Graf Ignatievo (Bulgarien) står amerikanske og NATO jagerbombere, inklusiv italienske Eurofightere, til baltisk luftpatruljering. Operationen sørger også for “en vedvarende tilstedeværelse på Sortehavet” sammen med Mihail Kogalniceanu Basen (Rumænien) og Novo Selo Træningsområde (Bulgarien).
General Curtis Scaparrotti, chef for USA’s europæiske kommando og samtidig øverste allierede kommandør i Europa har forsikret Kongressen om, at “vores styrker er beredte og positioneret til at imødegå den russiske aggression”. Et amerikansk kontingent er positioneret i det østlige Polen, i den såkaldte “Suwalki Korridor”, en stribe fladt land på omkring 100 km, som ifølge NATO advarsler “ville være en perfekt port for russiske tanks”. Propagandamaskinen i den gamle kolde krig er således blevet vækket til live igen: at russiske tanks er klar til at invadere Europa. Viftende med et ikke-eksisterende trusselsbillede fra Øst kom der i stedet amerikanske tanks til Europa.
Planen er klar. Efter at have fremprovokeret en ny konfrontation med Rusland i Maidan Plads protesterne, har Washington (trods ændringer i administrationen fra præsident Obama til præsident Trump) fulgt den samme strategi: at omdanne Europa til den allerforreste linje i en ny kold krig til fordel for amerikanske interesser og deres magtbalance med de større europæiske magter.
De europæiske magter i NATO deltager i oprustningen på den østlige flanke – med pansrede styrker, jagerbombere, krigsskibe og endda atommissilenheder – som bevist ved udsendelsen af franske tropper og britiske tanks til Estland. I denne tid taler vi om “en europæisk hær, men på mødet med EU’s forsvarsministre i april 2017 på Malta forklarede NATO’s generalsekretær Stoltenberg det med disse termer.“ Der var tydelig enighed i EU om, “at dens formål er ikke at opbygge en ny europæisk hær eller aggressive strukturer i konkurrence med NATO’s, men noget, der er komplementært til det, NATO gør”.
11.  Italien, hangarskibet ved krigsfronten
De amerikanske væbnede styrker har i Italien (ifølge den officielle rapport fra Pentagon Base Structure Report) mere end 1.500 bygninger med et totalt grundareal på over 1 mill. m2 og de lejer eller har fået tilladelse til at bruge yderligere 800 bygninger med et grundareal på ca. 900.000 m2. Totalt er der over 2.300 bygninger med et grundareal på ca. 2 mill. m2 fordelt over 50 placeringer. Men det er blot en del af den amerikanske militære tilstedeværelse i Italien.
De amerikanske militærbaser er forbundet med NATO baserne under amerikansk kommando og de italienske baser, der står til rådighed for amerikanske/NATO styrker. Det vurderes, at der totalt er over 100 baser. Hele netværket af militærbaser i Italien er direkte eller indirekte under Pentagons kommando. Det er en del af ”ansvarsområdet” for EUCOM (United States European Command), Amerikas europæiske kommando, hvis chef er en amerikansk general, som samtidig beklæder posten som øverste allierede kommandør i Europa. EUCOM’s ”ansvarsområde”, en af de seks “forenede kampkommandoer”, som USA dækker kloden med, omfatter hele den europæiske region og hele Rusland (herunder den asiatiske side), plus nogle vest- og centralasiatiske lande: Tyrkiet, Israel, Georgien, Armenien og Aserbajdsjan.
31. Fighter Wing holder til på Aviano Air Base (Pordenone). Den amerikanske eskadrille holder sig konstant i angrebsberedskab med omkring 50 B61 atombomber (antal vurderet af FAS, sammenslutning af amerikanske forskere, inden 2020).
På Ghedi Air Base (Brescia) er 6. italienske luftstyrke stationeret, klar til angreb under amerikansk kommando med omkring 20 B61 atombomber (antal vurderet af FAS inden 2020). Der bliver italienske piloter trænet i atomangreb – skriver FAS – hvilket ses af tilstedeværelsen i Ghedi af en af fire enheder fra U.S. Air Force stationeret på europæiske baser (sammen med enheder i Tyskland, Belgien og Holland), ”hvor amerikanske atomvåben er bestemt til at blive affyret fra fly fra værtslandet”. Piloterne fra de fire europæiske lande, og piloter fra Tyrkiet, trænes i brugen af atombomber i NATO’s årlige atomkrigsøvelse. I 2013 fandt den sted i Aviano og i 2014 i Ghedi.
Til de amerikanske atomvåben stationeret på italiensk territorium, det faktiske antal er hemmeligt, skal tilføjes de, der er ombord på 6. Flåde, hvis hovedbase er i Gaeta i Lazio. 6. Flåde hører ind under den amerikanske flådestyrkes kommando i Europa, hvis hovedkvarter er i Napoli – Capodichino.
Den amerikanske hærs 173. Luftbårne brigade har base i Vicenza. Den leverer hurtige interventionsstyrker til den europæiske kommando, afrikanske kommando og centrale kommando (hvis ”ansvarsområde” inkluderer Mellemøsten og Centralasien). Styrker fra 173. brigade, som blev indsat i Irak i 2003, sendes til Afghanistan, Ukraine og andre østeuropæiske lande på rotationsbasis.
I Pisa/Livorno området er der Camp Darby, som har det største amerikanske arsenal i verden uden for selve USA. Det er den logistiske base for den amerikanske hær, som forsyner amerikanske og allierede land- og luftstyrker i Europa, Mellemøsten og Afrika. I dens 125 bunkere er der projekteret artillerigranater, bomber til fly og missiler i et antal, der kan estimeres til over 1,5 mill. Det kan ikke udelukkes, at der har været og for tiden kan være atombomber blandt luftvåbnene opmagasineret på Camp Darby. Sammen med artilleriammunitionen vurderes det, at over 2.500 tanks og andre militære køretøjer befinder sig på basen sammen med over 11.000 stk. militært materiel af forskellig slags. Basen opbevarer hele udstyret til to panserbataljoner og to bataljoner mekaniseret infanteri, som hurtigt kan sendes til området for operationer via lufthavnen i Pisa (et centrum for nationalt luftmilitær) og havnen i Livorno, hvor de også kan gå til kaj med atomdrevne enheder). Private selskabers kæmpe skibe, som sejler våben på Pentagons vegne gør månedlige stop her, og forbinder herved amerikanske havne med Middelhavet, mellemøstlige og asiatiske havne.
En enhed af den italienske hærs specialstyrke kommando (COM.FO.SE) fra Gamerra kaserne i Pisa, som tidligere blev brugt til rekreative aktiviteter, vil blive overflyttet i 2019 til et område ved Camp Darby, og vil formelt blive overgivet til Italien igen. Det vil gøre det muligt for dem at træne bedre og blive integreret i amerikanske specialstyrker med henblik på hemmelige operationer i krigszoner.
Som et resultat af undersøgelserne af dommerne Casson og Mastelloni viste det sig, at Camp Darby, siden 1960’erne, spillede en grundlæggende rolle i kupnetværket etableret af CIA og SIFAR til “Operation Gladio”. Camp Darby var en af US/NATO baserne, som – ifølge Ferdinando Imposimato, ærede præsident for øverste kassationsret – leverede eksplosiverne til Operation Gladio massakrerne fra Piazza Fontana til Capaci og Via d’Amelio. US/NATO baserne var, hvor “sorte terrorister, NATO embedsmænd, medlemmer af mafiaen, italienske politikere og frimurere mødtes umiddelbart før angrebene”.
Camp Darby var involveret i tragedien omkring Moby Prince færgen, som kolliderede med Agip Abruzzo tankeren om aftenen den 10. april 1991 i havnen i Livorno. 140 mennesker døde efter i timevis at have ventet forgæves på hjælp. Den aften i havnen i Livorno var der en stærk trafik af amerikanske militærskibe, som var involveret i forsendelse af amerikanske våben, hvoraf nogle hemmeligt blev sendt til Somalia, Kroatien og andre områder. Det omfattede våben, som var en del af Operation Gladio. Da kollisionen skete, forsøgte lederen af operationen – under Camp Darbys amerikanske kommando – straks at fjerne beviserne.
Hovedkvarteret for den allierede forenede styrke (JFC Napoli) ligger i Lago Patria (Napoli). Dens nye hovedkvarter, åbnet i 2012, dækker et areal på 85.000 m2, omgivet af et stort indhegnet område, der egner sig til fremtidig udvidelse. Staben, som er stigende i antal, består af over 2.500 militærfolk og civile. NATO’s JFC Napoli er under en amerikansk admirals kommando, som samtidig har kommandoen over de amerikanske flådestyrker i Europa (som den 6. Flåde er afhængig af) og de amerikanske flådestyrker for Afrika.
Hvert andet år påtager JFC Napoli sig den operationelle kommando over “NATO reaktionsstyrken” (NRF), en “højt fleksibel og dygtig” forenet styrke på 40.000 mand, som har til opgave at lede militære operationer inden for “Europas øverste allierede kommandørs ansvarsområde og uden for dette område”. NRF’s spydspids er dens “Forenede Kommandostyrke med meget højt operationelt beredskab”, som består af 5.000 mand, som kan sættes ind i et interventionsområde på 2-3 dage, “før krisen begynder”.
I hovedkvarteret i Lago Patria har ”NATO’s strategiske ledelsescenter for Syden”, et efterretningscenter primært til brug for spionage, været i operation og har været ”fokuseret på de sydlige regioner, inklusiv Mellemøsten, Nordafrika og Sahel subsaharisk Afrika og tilgrænsende områder”.
På Sicilien udgør Naval Air Station (NAS) Sigonella, med en stab på omkring 7.000 militærfolk og civile, den største amerikanske og NATO flåde- og luftbase i middelhavsregionen. I tillæg til levering af logistisk støtte for 6. Flåde danner den hovedsagelig, men ikke udelukkende, base for indledning af militære operationer (for det meste hemmelige) i Mellemøsten og Afrika. NAS, den officielle introduktion lyder, “huser amerikanske og NATO fly af alle typer”, inklusiv Global Hawk spiondroner, som fra Sigonella udfører rekognosceringsmissioner over Mellemøsten, Afrika, østlige Ukraine, Sortehavet og andre områder. Til målrettede angreb (næsten altid hemmelige) letter Predator droner fra Sigonella, armeret med laser- og satellitstyrede missiler og bomber.
Naval Air Station Sigonella suppleres af den italienske base i Augusta, som leverer brændstof og ammunition til amerikanske og NATO flådeenheder, og af havnen i Catania, som kan rumme op til ni krigsskibe. Til skydeøvelser har amerikanske specialstyrker fået overdraget Pachino banen (Siracusa) udelukkende til deres brug.
Den anden større amerikanske installation på Sicilien er MUOS stationen i Niscemi (Caltanissetta). MUOS (Mobile User Objective System) er et meget høj-frekvens militært satellit kommunikationssystem, der består af fire satellitter og fire stationer på jorden: to i USA, i Virginia og på Hawaii, en i Australien og en på Sicilien, hver med tre store parabolantenner på 18 meter i diameter. Dette system gør det muligt for Pentagon at forbinde sig med et enkelt kommandonetværk og at kommunikere med ubåde, krigsskibe, jagerbombere og droner, militære køretøjer og afdelinger på jorden, mens de er i bevægelse, hvor end i verden de er.
På Sardinien er der de største polygoner til træning af italienske og NATO militære styrker: særligt dem i Salto di Quirra, Capo Teulada, Capo Frasca og Capo San Lorenzo. Her bruges omkring 80 % af de bomber, missil sprænghoveder og projektiler anvendt i militære manøvrer, der finder sted i Italien, i skydeøvelser, med alvorlige konsekvenser for befolkningens helbred.
12. USA og NATO afviser FN traktaten og opstiller nye atomvåben i Europa
20. september 2017, samme dag, som Traktaten om Forbud mod Atomvåben blev åbnet for underskrivning i FN, afviste NATO den blankt. Traktaten, godkendt ved en majoritets afstemning af 122 stater i generalforsamlingen, forpligtede de underskrivende stater til ikke at producere eller besidde atomvåben, ikke at bruge dem eller ikke at true med at bruge dem, ikke at flytte dem eller ikke at modtage dem direkte eller indirekte, med det mål at fjerne dem helt.
I udtalelsen af 20. september 2017 argumenterede det Nordatlantiske Råd (repræsenteret af repræsentanter fra de 29 medlemsstater), at “Traktaten ikke vil være effektiv. Den vil ikke øge international sikkerhed eller fred, men risikere at skabe det modsatte ved at skabe delinger og forskelle”. Det præciserede derfor tydeligt, at “vi vil ikke acceptere nogen argumentation indeholdt i Traktaten”.
Det Nordatlantiske Råd udelukkede således medlemslandenes nationale parlamenter og fratog dem deres suverænitet til at beslutte for dem selv, om de ville tilslutte sig FN Traktaten om afskaffelse af atomvåben eller ej. Det meddelte også, at “vi vil bede vores partnere og alle lande, der er villige til at støtte Traktaten, om alvorligt at reflektere over dens implikationer” (læs: “Vi vil afpresse dem, så de ikke underskriver eller ratificerer den”). Det Nordatlantiske Råd gentog, at “NATO’s atomevnes fundamentale formål er at bevare freden og modvirke aggressioner” og at “så længe atomvåben eksisterer, vil NATO være en atomalliance”.
Det Nordatlantiske Råd sikrede dog “NATO’s stærke forpligtelse til den fulde implementering af Ikke-Sprednings Traktaten (NPT)”. I virkeligheden bliver den faktisk overtrådt af NATO. USA, med overtrædelse af artikel 1, som forbyder atomstater militært at overføre atomvåben til andre lande, har opstillet B61 atombomber i fem Alliance medlemslande: Italien, Tyskland, Belgien, Holland og Tyrkiet. Disse handlinger overtræder Ikke-Sprednings Traktaten, som i artikel 2 forbyder ikke-atomstater militært at modtage atomvåben, også at have kontrol over sådanne våben, direkte eller indirekte.
En ny amerikansk atombombe, B61-12, vil erstatte B61, som for tiden er opstillet i Italien og andre europæiske lande. B61-12 har et atomsprænghoved med fire muligheder for valg af styrke. Ved affyringen vælges sprængkraften afhængigt af målet. Ulig B61, som nedkastes lodret over målet, fjernaffyres B61-12 og styres af et satellitsystem. Den har også styrken til at trænge dybt ned i Jorden, selv gennem armeret beton, og eksplodere i dybder, hvor den kan ødelægge kommandocenter bunkerne og andre underjordiske strukturer, for at ”halshugge” det fjendtlige land ved første atomangreb.
Pentagon programmet forudser bygningen af omkring 500 B61-12, med en estimeret pris på omkring 10 milliarder dollars (så hver bombe vil koste dobbelt så meget som den ville koste, hvis den blev bygget udelukkende af guld). Faren ved dette nye våben fremhæves endda af general James Cartwright, tidligere chef for den amerikanske Strategiske Kommando, ansvarlig for atomvåben: ”Atomvåben med mindre kraft og større præcision øger fristelsen til at bruge dem, endda til at bruge dem først i stedet for som gengældelse”.
Satellitfotos viser, at renoveringer er blevet udført for at øge ”sikkerheden” på Aviano og Ghedi Torre baserne med sigte på installationen af B61-12. Lignende renoveringer blev udført på den tyske luftbase i Buchel, på to andre baser i Belgien og Holland og på den tyrkiske base i Incirlic. B61-12 kan nedkastes fra F-16 og Tornado jagere, men for at udnytte hele bombekapaciteten behøver vi amerikanske fly udstyret med specielle digitale systemer: F-35A jagere, også leveret af den italienske luftstyrke.
Det faktum, at polske piloter også deltog i NATO atomkrigsøvelsen i Ghedi for første gang i 2014 indikerer, at B61-12 også vil blive opstillet i Polen og andre østeuropæiske lande. Dual kapacitets konventionelle og atom NATO jagere er allerede opstillet i de baltiske republikker nær Rusland.
Samtidig udvider USA og NATO ”anti-missil skjoldet” over Europa. I maj 2016 på Deveselu Luftbase i Rumænien blev Aegis Ashore indviet, den første jordiske installation af det amerikanske Aegis missilsystem på europæisk territorium. NATO’s generalsekretær Jens Stoltenberg takkede USA, fordi de med denne installation, ”den første af sin slags med en landbaseret base”, i høj grad styrkede evnen til at ”forsvare europæiske allierede mod ballistiske missiler affyret uden for det euro-atlantiske område”. Han meddelte derefter begyndelse på arbejdet med at bygge et andet Aegis Ashore i Polen i 2018, lignende den, som blev operationel i Rumænien. De to jordiske installationer tilføjes fire krigsskibe udstyret med Aegis radarer og SM-3 missiler, som fra den amerikanske flådes lokation på den spanske base i Rota krydser over Middelhavet, Sortehavet og Østersøen. Den amerikanske flåde har allerede omkring 30 skibe af denne type.
Både Aegis skibe og landbaserede installationer er udstyret med Mark 41 Vertical Launchers fra Lockheed Martin, dvs. lodrette rør, hvorfra luftværnsraketter affyres. Det er det såkaldte “skjold”, hvis funktion faktisk er offensiv. Hvis USA kunne bygge et pålideligt system i stand til afvisning af ballistiske missiler, kunne de holde Rusland under truslen om et første atomangreb, stolende på “skjoldets” evne til at neutralisere virkninger ved gengældelse. De lodrette “skjold” affyringsrør, i tillæg til luftværnsraketterne, kan også affyre andre missiler. Lockheed Martin selv pointerer, at dette system er i stand til at affyre “missiler i alle slags missioner”, inklusiv dem til langtrækkende angreb”, så som “Tomahawk krydsermissiler”. Disse kan armeres med et konventionelt (ikke-nukleart) sprænghoved eller et nukleart sprænghoved.
Man kan derfor ikke vide, hvilke missiler der faktisk sidder i de lodrette affyringsrør på baserne i Rumænien og Polen og i dem ombord på de skibe, der krydser grænserne i russiske territorialfarvande. Uden at kunne kontrollere det tager Moskva det for givet, at der også er nukleare angrebsmissiler. Lokationen af Mark 41 Vertical Launchers nær russisk territorium overtræder derfor Mellemdistance Atomstyrke Traktaten (INF) underskrevet af USA og USSR i 1987.
13. USA og NATO sænker INF traktaten
USA meddelte i februar 2019 “ophævelsen” af INF traktaten med Rusland og intentionen om at forlade den definitivt inden for seks måneder. De føler derfor, at de har ret til at teste og opstille våben af den type, som er forbudt ifølge Traktaten: landbaserede kortrækkende og mellemdistance atommissiler (mellem 500 og 5.500 km). Pershing 2 og krydsermissiler opstillet i 1980’erne af USA i europæiske NATO lande og SS-20 opstillet af USSR på deres territorium blev fjernet i overensstemmelse med Traktaten om Mellemdistance Atomstyrker (INF) underskrevet i 1987 af præsidenterne Gorbachev og Reagan.
INF traktaten blev udfordret af Washington, da USA så deres strategiske fordel over Rusland og Kina blive mindre. I 2014 beskyldte Obama administrationen Rusland, uden at komme med beviser, for at have testet et krydsermissil af den kategori, som er forbudt ifølge Traktaten, og meddelte i 2015, at ”stående over for Ruslands overtrædelse af INF traktaten, overvejer USA opstilling af landbaserede missiler i Europa”. Planen blev gennemført af Trump administrationen. I 2018 bevilligede Kongressen finansiering af ”et research- og udviklingsprogram for et krydsermissil affyret fra land fra en vejbaseret mobil platform”. For Moskvas vedkommende benægtede de, at dets krydsermissil overtrådte traktaten og beskyldte til gengæld Washington for at have installeret luftværns missilramper (dem i ”skjoldet”) i Polen og Rumænien, som kan bruges til affyring af atomsprænghoved krydsermissiler.
I denne kontekst må man huske på den geografiske faktor: mens et amerikansk mellemdistance atommissil, opstillet i Europa, kan ramme Moskva, kan et lignende missil opstillet af Rusland på dets territorium ramme europæiske hovedstæder, men ikke Washington. Vendes scenariet, er det, som hvis Rusland opstillede dets mellemdistance atommissiler i Mexico.
USA’s plan om at torpedere INF traktaten blev fuldt ud støttet af NATO’s europæiske allierede. Det Nordatlantiske Råd erklærede i december 2018, at “INF traktaten var i fare på grund af Ruslands handlinger”, som blev beskyldt for at opstille “et destabiliserende missilsystem”. Det Nordatlantiske Råd selv erklærede i februar 2019 dets “fulde støtte til USA’s handling om at ophæve dets forpligtelser med hensyn til INF traktaten” og opfordrede Rusland til “at bruge de resterende seks måneder til at vende tilbage til fuld overholdelse af traktaten”.
EU bidrog også til INF traktatens kollaps. På FN’s generalforsamling i december 2018 stemte EU imod resolutionen præsenteret af Rusland om ”bevarelse og overholdelse af INF traktaten”. Det blev nedstemt med 46 stemmer mod 43 og 78 afholdt sig fra at stemme. EU – hvoraf 21 af de 27 medlemmer er en del af NATO (ligesom Storbritannien er efter Brexit) – retter sig således totalt efter NATO’s holdning, som til gengæld retter sig efter USA’s holdning. Dybest set har selv EU endda givet grønt lys for den mulige opstilling af nye amerikanske atommissiler i Europa, inklusiv Italien.
Advarslen, som præsident Vladimir Putin udsendte i februar 2019, blev endnu engang ignoreret: “Rusland vil blive tvunget til at skabe og opstille våbensystemer, som kan blive brugt ikke kun mod territorier, hvorfra denne direkte trussel kommer fra, men også mod de territorier, hvor de beslutningstagende centre er beliggende, hvorfra ordren til at bruge disse våben mod os kan komme”. Med andre ord, hvis USA opstiller mellemdistance atommissiler i Europa, der sigter på Rusland, vil Rusland opstille atommissiler, der sigter på europæiske territorier, hvor amerikanske missiler er opstillet og samtidig på amerikanske territorier, hvor kommando- og kontrolcentrene af disse missiler er beliggende.
14. Det amerikanske imperium i Vesten spiller krigskortet
En kæmpe bue af voksende spændinger og konflikter breder sig fra Østasien til Centralasien, fra Mellemøsten til Europa, fra Afrika til Latinamerika. ”Brændpunkterne” langs denne interkontinentale bue – den koreanske halvø, det sydkinesiske hav, Afghanistan, Syrien, Irak, Iran, Ukraine, Libyen, Venezuela og andre – har forskellige historier og geopolitiske karakteristika, med specifikke interne socioøkonomiske faktorer, men de er samtidig forbundet med en enkelt faktor: strategien, med hvilken USA søger at opretholde deres position som den dominerende supermagt.
USA er stadig den førende økonomiske kraft i verden, fremfor alt takket være kapitalen og mekanismerne, med hvilke de dominerer det globale finansielle marked, de multinationale selskaber med hvilke de udnytter menneskelige og materielle ressourcer på ethvert kontinent, højteknologierne og de tilhørende patenter i deres besiddelse, deres multimediegruppers dominerende rolle, som påvirker milliarder af brugeres mening og smag på planetarisk niveau.
Deres førende stilling bliver dog bragt i fare af opdukkenen af nye statslige og sociale emner. Det, der sættes spørgsmålstegn ved af Rusland, Kina og andre lande, er ikke kun petrodollarens overdrevne magt (valutareserve fra salg af olie), men selve dollarens hegemoni. Dens værdi bestemmes ikke af reel amerikansk økonomisk kapacitet, men af det faktum, at den består af næsten to-tredjedele af verdens valutareserver og er valutaen, som prisen på olie, guld og andre råmaterialer, på varer generelt, fastsættes i på globale markeder.
Det gør det muligt for Federal Reserve, den amerikanske centralbank (som er en privat bank), at trykke tusinder og milliarder af dollars, med hvilke den kolossale amerikanske offentlige gæld finansieres – omkring 23 billioner dollars – gennem køb af obligationer og andre værdipapirer udstedt af finansministeriet. I denne kontekst afstedkommer beslutningen, taget af Venezuela i 2017 om at frigøre olieprisen fra dollaren og binde den til den kinesiske yuan, et chok, som ryster hele det imperiepalads, der er funderet på dollaren. Hvis Venezuelas eksempel breder sig, hvis dollaren ophører med at være den dominerende valuta inden for international handel og i fremmed valutareserver, ville en uhyre stor sum af dollars komme på markedet og derved nedbringe værdien af den amerikanske valuta.
Washington ser med stigende bekymring frem for alt på det russisk-kinesiske partnerskab: udvekslingen mellem de to lande er i stærk vækst; samtidig øges russisk-kinesiske samarbejdsaftaler om energi, landbrug, luftfart, rumfart og infrastruktur. Forsyning af russisk gas til Kina gennem den nye Sila Sibiri gasledning, som åbner i 2019, baner vejen for russisk energieksport til Østen, mens USA forsøger at blokere vejen mod Vesten til Europa. 
I Mellemøsten i forbindelse med den militære intervention, der blokerer USA/NATO’s plan om at ødelægge den syriske stat, bruger Rusland økonomiske instrumenter, der i 2017 fastsætter aftaler med Iran om bygning af en jernbane og en energimæssig infrastruktur, som omfatter en rørledning mellem Iran og Indien, hvilket møder stor modstand fra USA. Washington svarer igen med et træk, som blev aftalt med Israel tidligere: præsident Trump angriber Iran voldsomt og beskylder ham for at overtræde ”ånden” i Teherans 2015 aftale med gruppe 5 + 1 (USA, England, Frankrig, Tyskland, Kina og Rusland). Til trods for det faktum, at selve det Internationale Atomenergiagentur garanterer, at Iran holder sig til aftalen og ikke forsøger at lave atomvåben, bliver emnet kunstigt genoptaget ved at indlede en farlig proces med uforudsigelige resultater. Washington angrebet er ikke kun rettet mod Iran, men også mod Rusland, som på ny bekræfter dets tilstedeværelse i Mellemøsten.
“Moskva – skriver New York Times i oktober 2017 – forsøger gennem det store statslige olieselskab Rosneft at vinde indflydelse på steder, hvor USA har snublet. Den største satsning er Venezuela. På tre år har Rusland og Rosneft ydet Caracas finansiel støtte for 10 milliarder dollars for at hjælpe Venezuela med at undgå misligholdelse af lån. Rusland bruger i stigende grad olie som et redskab, spreder dets indflydelse i verden og udfordrer USA’s interesser”.
En større og større udfordring for amerikanske interesser kommer samtidigt fra Kina. Verdens førende eksportør af varer kom med hensyn til bruttonationalindkomsten ind på anden pladsen i verden efter USA og noterede sig økonomiske vækstrater højere end USA’s. Det mest ambitiøse projekt, indledt af Kina i 2013 og delt af Rusland, er den nye Silkevej: en vej og et jernbanenet mellem Kina og Europa gennem Central- og vestlige Asien og gennem Rusland, groft set en rute langs den gamle Silkevej. Projektet, som er påbegyndt, forventes sammen med en landrute at få en sørute over det Indiske Ocean, Rødehavet og Middelhavet. Til vej- og jernbane infrastrukturerne, som skal krydse og forbinde over 60 lande, forventes investeringer på over 1.000 milliarder dollars. Projektet, som ikke omfatter militære komponenter, er ikke kun økonomisk. Hvis det blev realiseret som oprindeligt tænkt, ville det omforme den geopolitiske opbygning i hele Eurasien og skabe, til fælles fordel, et nyt netværk af økonomiske og politiske relationer mellem staterne på kontinentet.
Initiativet til forandring af den globale økonomiske orden kommer ikke kun fra store lande, så som Kina og Rusland, som ønsker en verden, som ikke længere er unipolar, men multipolar. Det kommer, i mange former og grader af bevidsthed, også ud fra store sociale motiver, milliarder af mennesker, som på hvert kontinent lider under konsekvenserne af den nuværende globale økonomiske orden. En økonomisk globalisering centreret om stræben efter højest mulig profit, som, mens den på den ene side fjerner grænser, så kapital og produktion kan cirkulere frit, på den anden side opsætter andre grænser, usynlige, men ikke mindre konkrete, udelukker størstedelen af verdens befolkning fra fortjenesterne ved den økonomiske vækst, skabt gennem menneskelig og materielle ressourcer rundt omkring i verden. Dette system skaber en stigende polarisering mellem rige og fattige i verden. Over 85 % af global rigdom (regnet i penge og ejendom) er koncentreret i hænderne på 8 % af verdens voksne befolkning. De resterende 92 % ejer kun 14 % af verdens rigdom. Over 3 og en halv milliarder mennesker, hvilket repræsenterer næsten tre fjerdedele af den globale voksne befolkning, har totalt mindre en 2,5 % af den globale rigdom.
Over 2 milliarder mennesker i Afrika, Asien og Latinamerika, særligt i landlige områder, lever i fattigdom eller i det mindste i vilkår med alvorlige økonomiske trængsler. Blandt disse, lever omkring en milliard i ekstrem fattigdom, dvs. under sociale vilkår karakteriseret ved kronisk fejlernæring, katastrofalt dårlig bolig og hygiejne situation, høj forekomst af smittefarlige og parasitiske sygdomme, høj dødelighed især blandt børn, kort gennemsnitlig levealder, analfabetisme, mangel på beslutningsdygtig kraft, afhængighed, marginalisering, sårbarhed og konstant usikkerhed. Fra landsbyerne i subsaharisk Afrika til slumkvartererne i Asien og Latinamerika oplever de fattige det samme drama forårsaget af de samme underliggende årsager.
Det er den globale økonomiske orden, som USA søger med alle midler at bevare og kontrollere. Det strategiske mål, som Washington forfølger, er klart: at fjerne enhver stat eller politisk/social bevægelse, som kunne skade USA’s fundamentale politiske, økonomiske og militære interesser, og derved bringe deres overherredømme i fare. I denne strategi støttes de af europæiske NATO magter og andre, så som Israel og Japan, som trods modstridende interesser med USA er under amerikansk lederskab, når det kommer til at forsvare den økonomiske og politiske orden, som er domineret af Vesten. Da de ikke har den økonomiske styrke til at gøre det, spiller USA og dets allierede i stigende grad krigskortet.
Foruden de rigtigt benævnte krige fører Washington i stigende grad “ukonventionelle krige” gennem “dækoperationer”, dvs. sige hemmelige. Efterretningstjenester udgøres af 17 føderale organisationer. Foruden CIA (Central Intelligence Agency – den centrale efterretningstjeneste) er der DIA (Defense Intelligence Agency – forsvarets efterretningstjeneste), men hver sektor i de væbnede styrker – hær, luft, flåde, marinekorps – har deres egen efterretningstjeneste. Udenrigsministeriet og Ministeriet for Indenlandsk Sikkerhed har den. Blandt disse tjenester, som er i skarp konkurrence med hinanden om at få politisk støtte og føderale finansieringer, spiller NSA, den nationale sikkerhedstjeneste, som specialiserer sig i telefon- og IT-aflytning, gennem hvilke de ikke kun udspionerer fjender, men også venner af USA, som bekræftet af “datagate”, afsløret af den tidligere kontraktansatte Edward Snowden, en primær rolle. 
Felthandlingerne udføres af USSOCOM, specialstyrke kommandoen, som har titusinder af kommandoer fra de væbnede styrkers fire sektorer. Som det fremgår af en Washington Post undersøgelse befinder specialstyrker sig i 75 lande. USSOCOM ansætter private militære selskaber også. I den amerikanske centrale kommandos område tæller Pentagons kontrahenter over 150.000. Sammenlagt med dem, der er antaget af andre afdelinger og allierede hære, er antallet ukendt, men helt sikkert højt. Alle tilhører den private skyggehær, som slutter sig til den officielle hær.
Til denne lægges den “humanitære hær” oprettet af alle disse ”ikke-regeringsmæssige organisationer”, som udrustet med enorme midler bruges af CIA og Udenrigsministeriet til interne destabiliserings aktioner under dække af ”forsvar af borgerrettigheder”. Med i billedet er Bilderberg gruppens aktion – som dommer Ferdinando Imposimato betegnede som ”en af lederne af strategien om spænding og massakrer” i Italien – og ”investoren og filantropisten George Soros” Open Society’s aktion, skaber af ”Farve revolutionerne”
USA – som siden 1945 er skyld i 20-30 millioner døde pga. deres krige og kup (mere end hundreder millioner skyldes de indirekte virkninger af sådanne handlinger) – er villig til at gøre hvad som helst for at bevare militær overlegenhed, hvorpå de baserer deres imperium, som smuldrer med opdukkenen af en multipolar verden. Inden for denne strategis rammer tages politiske beslutninger først og fremmest i “deep state”, et underjordisk center med reel magt kontrolleret af økonomiske, finansielle og militære oligarkier.
15. USA/NATO’s planetariske krigssystem
Ifølge Pentagons “geografi” er verden opdelt i ”ansvarsområder”, hvert område betroet en af USA’s Forenede Kombattant Kommando: Nordkommandoen dækker Nordamerika; Sydkommandoen Central- og Sydamerika; Europakommandoen, der omfatter Europa og hele Rusland; Afrikakommandoen det afrikanske kontinent (undtagen Egypten, som falder ind under Centralkommandoens område); Centralkommandoen Mellemøsten og Centralasien; Stillehavskommandoen asiatiske region/stillehavsregionen.
Hver forenede kommando består af kommandoerne fra de forskellige sektorer af USA’s væbnede styrker i det pågældende område. For eksempel består USA’s Europakommando af: den amerikanske hær i Europa, de amerikanske luftstyrker i Europa, de amerikanske flådestyrker i Europa, de amerikanske marinestyrker i Europa og den amerikanske specialoperations kommando i Europa. Kommandoen for hver styrke er yderligere underopdelt i en række underkommandoer og enheder. For eksempel har den amerikanske hær i Europa 22 underkommandoer og enheder.
Til de seks geografiske kommandoer tilføjes tre på globalt plan: den strategiske kommando med ansvar for land-, luft-, og sø-atomstyrkerne, de militære operationer i rummet og cyberspace, globalt angreb, elektronisk krigsførelse og missilforsvar; specialoperation kommandoen med en specifik kommando i hver af de seks områder plus en i Korea med ansvar for ikke-konventionel krigsførelse, kontra-oprørs operationer, psykologiske operationer og enhver anden mission beordret af præsidenten eller forsvarsministeren; transportkommandoen med ansvar for mobiliteten af soldater og våben over land, i luften og på havet i hele verden.
USA er det eneste land, der har militær tilstedeværelse på globalt plan på ethvert kontinent og i enhver region i verden. Pentagon er den direkte ejer af over 4.800 baser og andre militære installationer, både i USA og uden for USA, herunder 560.000 bygninger og strukturer (så som jernbaner, olieledninger og landingsbaner i lufthavne). Ifølge officielle Pentagon data har USA omkring 800 baser og andre militære installationer i over 70 lande, især omkring Rusland og Kina, samt mange andre i brug eller klassificerede. Disse baser bruges til en kontinuerlig rotation af styrkerne, som hurtigt øges med dem, som flyttes fra baserne i USA til bestemte krigsscener. Der er mere end 170 lande, hvor amerikanske tropper hører til, inklusiv dem, hvor USA ikke har nogen militærbaser. Til sammenligning har Rusland kun et dusin udenlandske militærbaser i de tidligere sovjetrepublikker og i Syrien; Kina har en i Djibouti, hvor dets militære og civile skibe lægger til.
I kølvandet på USA’s træk har NATO, alliancen under amerikansk kommando, ikke længere grænser. I Europa – efter at have udvidet til den tidligere Warszawa pagts område, det tidligere USSR og det tidligere Jugoslavien – indlemmer den Ukraine. I Centralasien indlemmer NATO Georgien, som allerede er en del af dens operationer. Det er kandidat til at blive et fuldgyldigt medlem af Alliancen. NATO fortsætter også med at “uddybe samarbejdet” med Kasakhstan, Kirgisistan, Tadsjikistan, Turkmenistan og Usbekistan som modvægt til den eurasiske økonomiske union (som omfatter Rusland, Hviderusland, Kasakhstan, Armenien og Kirgisistan). Den forbliver også engageret i Afghanistan – et land af stor geostrategisk vigtighed for Rusland og Kina.
I det vestlige Asien fortsætter NATO militære operationer mod Syrien og forbereder andre (Iran er stadig på sigtekornet). Samtidigt styrker den dets partnerskab (testet i krigen mod Libyen) med fire monarkier i Golfen – Bahrain, Forenede Arabiske Emirater, Kuwait og Qatar – og det militære samarbejde med Saudi Arabien, som dræber Yemen med klyngebomber leveret af USA. I det østlige Asien har NATO indgået en strategisk aftale med Japan, som ”udvider og uddyber det lange partnerskab”, som tilsluttes af en lignende aftale med Australien, med en anti-kinesisk og anti-russisk funktion. Til det samme formål deltager de større NATO lande (herunder Italien) hvert andet år i Stillehavet i det, som den amerikanske flådekommando kalder ”den største maritime øvelse i verden”.
I Afrika, efter at have ødelagt Libyen, øger NATO den militære assistance til den afrikanske union, som den også yder “flådeplanlægning og transport” inden for den strategiske ramme for USA’s kommando. I Latinamerika har NATO underskrevet en “Sikkerhedsaftale” med Columbia, som allerede er engageret i Alliancens militære programmer (herunder etableringen af specialstyrker) og er blevet “NATO’s første partner i Latinamerika”. NATO har derfor nu dets hænder med i en samfundsnedbrydende plan mod den Bolivarianske Republik Venezuela.
16. Ud af NATO’s krigssystem
Mens optrapningen af igangværende konflikter øger risikoen for en stor krig, som med brugen af atomvåben og andre masseødelæggelsesvåben ville bringe selve menneskehedens og planeten Jordens eksistens i fare, er det uhyre vigtigt at mangedoble bestræbelserne på at komme ud af krigssystemet. Dette rejser spørgsmålet om Italiens medlemskab af NATO.
Der er dem, der siger, at man kan blive i NATO samtidig med, at man beholder sin valgfrihed, hvilket betyder at have muligheden for at beslutte sig fra gang til gang i det nationale parlament om deltagelse i et specifikt initiativ fra den atlantiske alliances side eller ej. Det er en illusion eller det, der er værre. Det Nordatlantiske Råd har fastlagt NATO reglerne, hvori ”der ikke stemmes, ej heller tages der flertalsbeslutninger”. ”Beslutninger tages enstemmigt og med indbyrdes enighed”, hvilket betyder i enighed med USA, hvilket de har ret til gennem retten til at bestemme, hvem der sidder på posten som øverste allierede kommandør i Europa og andre nøgleposter, inklusiv på posten for Atomplanlægningsgruppen (Nuclear Planning Group).
I det store mediecirkus med politik indleder tryllekunstnere og akrobater appeller om en verden uden atomvåben, hvilket for tiden er umuligt, men de gør intet for at nå det, der i dag kunne være muligt: en afgørende politisk kamp for at befri Italien for atomvåben, som ikke tjener vores sikkerhed, men udsætter os for øget risiko. At tage et reelt skridt frem mod total fjernelse af atomvåben er den eneste måde, hvorpå Italien virkelig kunne bidrage til at mindske optrapningen, som fører til atomkrig.
For at gøre det må vi kæmpe åbent for, at Italien holder op med at overtræde ikke-spredningstraktaten, som det har ratificeret, og kræve, at USA straks fjerner dets atomvåben fra vores nationale territorium. Ved at gøre det ville Italien overholde FN’s traktat om Forbud mod Atomvåben.
Principperne i vores Forfatning og vores reelle nationale interesser gør det absolut nødvendigt at fjerne ikke kun atomvåben, men også amerikanske og NATO baser under amerikansk kommando fra vores nationale territorium. Med andre ord må det Store Tabu, der dominerer den politiske og institutionelle verden, brydes for tydeligt at markere det mål, der skal nås: Italiens exit fra NATO og NATO fra Italien for at bidrage til opløsningen af den Atlantiske Alliance og alle andre militære alliancer. Det kan synes som et mål, der anses for skørt, af dem, der ser den Atlantiske Alliance som noget helligt og urørligt, og anses som farlig af dem, der ved, at de ved at modsætte sig NATO bringer deres politiske karrierer i fare. Det kan også synes umuligt af dem, der tænker, at et suverænt og neutralt Italien ikke kan eksistere.
Forhindringerne, der står i vejen for at nå dette mål, er enorme. Den dominerende magt baserer dens styrke ikke kun på politiske, økonomiske og militære instrumenter, men også på tankekontrol, som muliggøres af de vidt udbredte og dominerende medier, som først og fremmest gennem TV leder os til at tro, at kun det, som kan ses, eksisterer og det, som ikke kan ses, eksisterer ikke. Tankekontrol gennem det dominerende medieapparat gør det muligt for politikere på den ene side at berolige den offentlige mening ved at skjule reelle trusler og på den anden side at opskræmme den ved at lave hologrammer af farlige fjender synlige, for at retfærdiggøre oprustning af politikker, militære operationer og krige, og retfærdiggør samtidig en militær udgift, der i Italien beløber sig til omkring 70 millioner euro pr. dag og som ifølge dets forpligtelser over for NATO vil stige til omkring 100 millioner euro pr. dag. Og igen som et resultat af tankekontrol er der det cirkus fra dem, der har støttet krige, som har ødelagt hele stater (den seneste er Libyen) og har forårsaget dramatiske masseudvandringer og nu står i forreste række og byder ofrene for de samme krige velkommen med åbne arme.
Det overvejende flertal ved derfor intet eller næsten intet om de mekanismer, der bestemmer den tiltagende hurtige optrapning af krig, som gør scenariet om den tredje (og sidste) verdenskrig endnu mere sandsynlig: en termonuklear krig. Der tales om det i snævre kredse af ”eksperter”, i ”grå værelser” (med reference til hårfarven, når man ældes), hvor de unge stort set ikke er repræsenteret. Det handler om at komme ud af skabet, finde måder og sprog på for at få mennesker til at forstå, at tiden løber ud, at det er absolut nødvendigt at handle, mens vi har tid. Det, der skal gøres, ligger i vores hænder, hos hver og én.
Stående over for en truende fare må vi vise, at der stadig er et Italien, som husker, ikke kun i ord, dets egen Forfatning; et Italien, for hvem ordet ”suverænitet” ikke blot er et udtryk for politisk forandring; et Italien, der nægter at være indespærret i en alliance, som under fremmed kommando skader os og bringer os på kanten af en katastrofe; et Italien, der er i stand til at komme ud af den anti-historiske vision om et Vesten, der sidder og balancerer i forsvar for dets overlegenhed; et Italien, der er i stand til at spille en aktiv rolle i opbygning af en multipolar verden, hvor folks bestræbelser for frihed og social retfærdighed er baseret på FN’s Verdenserklæring om Menneskerettighederne.


No comments:

Post a Comment

Arriving in China

Ver a imagem de origem


APPEAL TO THE LEADERS OF THE NINE NUCLEAR WEAPONS’ STATES

(China, France, India, Israel, North Korea, Pakistan, Russia, the United Kingdom and the United States)

中文 DEUTSCH ENGLISH FRANÇAIS ITALIAN PORTUGUESE RUSSIAN SPANISH ROMÂNA





contributing author

to Cynthia McKinney's new COVID-19 anthology

'When China Sneezes'

When China Sneezes: From the Coronavirus Lockdown to the Global Politico-Economic Crisis

MOON OF SHANGHAI

MOON OF SHANGHAI
Click image

vp 2007

manlio

President of Russia Vladimir Putin:

Address to the Nation

Address to the Nation.


J Bacque

vp


The President of Russia delivered the Address to the Federal Assembly. The ceremony took place at the Manezh Central Exhibition Hall.


January 15, 2020

Joint news conference following a Normandy format summit

https://tributetoapresident.blogspot.com/2019/12/joint-news-conference-following.html

Joint news conference following the Normandy format summit.

Manlio

PISA BOOK FESTIVAL

convegno 2019

do the maths